23948sdkhjf

Ny uddannelse skal skræddersy ingeniører til plastbranchen

En helt ny mulighed for at uddanne sig som maskiningeniør med plastspeciale ser nu dagens lys på VIA Engineering i Horsens. Brancheorganisationen jubler.

Mangel på ingeniører med de rigtige kompetencer udgør en stor udfordring i den danske plastbranche. Det er baggrunden for, at VIA Engineering i Horsens nu sammensætter en helt ny plastspecialisering på deres maskiningeniøruddannelse. Det sker i samarbejde med Plastindustrien, som har været i tæt dialog med VIA omkring det nye tilbud.

Der er tale om en tre et halvt år lang diplomingeniøruddannelse, hvor de studerende får tæt berøring med plast og plastbranchen gennem kurser, projekter og et halvt års praktik.

Den nye uddannelsesmulighed vækker stor glæde hos Plastindustrien. 

- 4 ud af 5 plastvirksomheder forventer problemer med at rekruttere ingeniører med plastkompetencer. Det er en stor potentiel bremse for vækst og jobskabelse i vores industri. Derfor er det helt enormt positivt, at VIA Engineering nu står klar med et nyt uddannelsestilbud målrettet netop vores branches behov. Det tager vi imod med kyshånd, siger administrerende direktør Thomas Drustrup. 

Plast og plastproduktion som kernekompetence
Det nye uddannelsestilbud indeholder bl.a. tre obligatoriske plastkurser, samt et semesterprojekt og et afgangsprojekt, der skal handle om plast. Plastkurserne omhandler termoplast, hærdeplast-kompositter samt simulering indenfor termo- og hærdeplast.

Plastspecialet bygger oven på maskiningeniørgrundfag, så resultatet bliver en diplomingeniør med stærke kompetencer inden for konstruktion og udvikling kombineret med et solidt kenskab til plastmaterialer og -teknologier.

- Den nye plastspecialiseringen tager det bedste fra vores generelle maskiningeniøruddannelse og kombinerer det med et stærkt plastfagligt fokus. Det betyder, at vi kan tilbyde den danske plastindustri en helt ny type af ingeniører, der har plast og plastproduktion som kernekompetence, siger Carsten Nielsen, der er uddannelsesleder for VIA Engineering. 

En rugekasse for fremtidens plasttalenter
Frem til midt i halvfemserne var det muligt at tage en lignende plastspecialisering på maskiningeniøruddannelsen på det nu hedengangne Helsingør Teknikum. Den blev dog nedlagt i forbindelse med sammenlægning med DTU til stor ærgrelse for industrien. 

- Rigtig mange ingeniører fra den gamle plastingeniøruddannelse i Helsingør sidder i dag i ledende stillinger rundt omkring i vores industri. De har spillet en uvurderlig nøglerolle i udviklingen af den innovative danske plastbranche og vores verdenskendte virksomheder. Målet med specialiseringen hos VIA Engineering er helt klart at skabe en ny rugekasse for fremtidens plasttalenter, siger Thomas Drustrup. 

De første nye ingeniører med plastspeciale dimitterer i januar 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.379