23948sdkhjf

L&H Rørbyg installerer kølevandsanlæg på rekordtid

Ordre: Tidsfaktoren og økonomien var afgørende, da Aller Tryk på rekordtid skulle have installeret et stort kølevandsanlæg til en ny trykpresse.
Typisk går der omkring en måned, fra et udbud offentliggøres, til leverandøren er valgt, og arbejdet kan påbegyndes. Men hvad gør man, når forskellige omstændigheder pludselig skaber et ekstraordinært tidspres? Hos Aller Tryk valgte man at tænke kreativt og udfordre rør- og vvs-branchen på leveringsdygtighed.

Den 23. december 2009 specificerede man derfor i udbudsmaterialet for det store kølevandsanlæg: tilbud afgives 4. januar 2010, kontrakt underskrives 5. januar 2010 og arbejdet påbegyndes 6. januar 2010.

Kreative løsninger reducerede tidsforbruget
- Normalt vil vi selvfølgelig gerne have bedre tid til at løse opgaverne, men i dette tilfælde blev vi nødt til at udbygge trykkapaciteten i Danmark med kort varsel – og så må man jo tænke i nye baner, forklarer teknisk chef Gert Bendix fra Aller Tryk.

Da der skulle udføres en stor arbejdsopgave på kort tid, var der naturligvis lagt op til over- og weekendarbejde i kontrakten. Denne mulighed valgte L&H-Rørbyg dog at se bort fra i deres tilbud.

- Utraditionelle udfordringer kræver også utraditionelle løsninger. Vi satsede i stedet på at sætte mange ressourcer ind i dagtimerne for at reducere de samlede lønomkostninger. Samtidig foreslog vi at koble rørene sammen i stedet for at svejse dem, hvilket yderligere bidrog til at nedbringe tidsforbruget, siger projektleder Stinus Roslund fra L&H-Rørbyg.

Kun få kan matche opgaven
Det nye køleanlæg hos Aller Tryk udmærker sig ved at udnytte den kølige udetemperatur så effektivt, at energiforbruget pr. kW køleeffekt minimeres. VVS-entreprisen på anlægget omfatter primært kølevandsledninger mellem centralenheden i kælderen og køletårnet plus kølemaskinen på taget samt kølevandsledninger mellem centralenheden og trykmaskinen, der placeres i stueetagen.

Køletårn, kølemaskine og trykmaskine leveres af Manroland på tidspunkter, der for længst er fastlagt. Samtidig er trykstart fastsat til den 25. januar 2010. Så marginen for at løse VVS-opgaven er meget klart defineret – og urokkelig.

- Jeg er meget glad for, at L&H-Rørbyg ramte plet med deres tilbud. Det er meget få selskaber, der besidder den erfaring og knowhow, som denne opgave kræver – og kan stille med så mange kvalificerede folk på så kort tid, fastslår Gert Bendix.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094