23948sdkhjf

Ny direktør vil tage robot-komet til nye højder

De sidste to år er Universal Robots’ omsætning steget med over 200 procent. Virksomheden står på trinnet til næste vækstfase med den nye CEO Jürgen von Hollen ved roret.

Universal Robots i Odense producerer mellem 20 og 30 robotarme om dagen. Robotarmene tager ni timer at fremstille, de har ringet med klokken på Nasdaq-børsen i New York og har gjort virksomheden flere milliarder værd. Senest har de trukket en international leder til Odense.  

Jürgen von Hollen tiltrådte posten som administrerende direktør i starten af oktober i år, og hans job er nu at opbygge et solidt fundament under den massive vækst, virksomheden oplever.

- Firmaet er vokset enormt hurtigt i en klassisk iværksætterstil, hvor fokus har været på at få produktet på markedet. I dag er firmaet større og står over for den næste fase af vækst. Det vil jeg opbygge en struktur for i de kommende år, siger Jürgen von Hollen til DI Business.

Skal fange - og holde på - de bedste

Byggestenene består af teknologi, tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere, innovation og salg.  

- Teknologien og produktet er fantastisk og rammer virkelig et blødt punkt i markedet, men vi skal fortsætte innovationen. Vi har allerede mange kompetente medarbejdere, men spørgsmålet er, hvordan vi tiltrækker nok og får dem til at blive, siger Jürgen von Hollen.

Har nået en moden fase 

Man bliver overrasket over, hvor meget robot-armene kan bruges til, når kunderne kombinerer dem med deres egen teknologi, lyder det fra Jürgen von Hollen. Nu vil han skabe rum til at tænke ud af boksen, så Universal Robots kan udvikle robot­armen yderligere og dermed skabe et større marked.

Universal Robots sidder i dag på 60 procent af det globale marked for cobots, som er robotter, der samarbejder med mennesker og anden teknologi. I fremtiden skal de skabe et miljø, der tiltrækker de innovative medarbejdere og gør det svært for konkurrenter at komme ind på markedet.

- Branding af firmaet og kulturen er kritisk og vigtig i virksomhedens mere modne fase. Men de næste to til tre år skal vi stadig fokusere på det, vi allerede har, for vi har stadig meget mere at vinde end at tabe, siger han.

Kilde: DI Business

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109