23948sdkhjf

Imponerende vækst i Sjølund A/S er en pris værdig

Søren Ravn står i spidsen for Sjølund og har netop vundet prisen som Årets Ejerleder i Region Sydjylland 2016.
Med en vision om at blive verdens bedste til profilvalsning har Søren Ravn skabt en virksomhed i vækst. Han havde allerede sin gang i virksomheden i sin studietid, og efter en årrække som eksportchef overtog han i 2007 alle aktier i selskabet.

Sjølund tilbyder valsning af komponenter til komplicerede produkter, som for eksempel tog og vindmøller, og virksomheden har stort fokus på både god kundeservice og høj kvalitet af produkterne. De seneste år har Sjølund oplevet vækst på mere end 100 procent og har også en forventning om at vokse med mere end 100 procent de kommende tre år.

- Det er en ære at overrække prisen til Søren Ravn. Han er blevet udvalgt i et stærkt felt af ejerledere for sine evner som ejerleder og den imponerende vækst, som han har formået at skabe i virksomheden de seneste år, fortæller Henrik Forthoft Lind, partner hos PWC, der står bag prisen, og fortsætter:

- Søren Ravn er virkelig dedikeret og har skabt en vinderkultur i sin virksomhed. Derfor er væksten heller ikke tilfældig. Den er kommet ved at følge en langsigtet strategi, som er blevet implementeret i alle virksomhedens dele, og som via aktiv inddragelse af bestyrelse, strategikonsulenter og daglig ledelse er blevet gjort operationel.

Kunderne i fokus
Den imponerende vækst skyldes udover forretningsplanen også medarbejderne og deres kundefokus. Virksomheden udvikler produkter sammen med kunderne, og der arbejdes hele tiden på at forbedre medarbejdernes kompetencer til gavn for kunderne. Målet er hele tiden at være i stand til at løse alle opgaver inden for valsning uanset kompleksitet.

- Kundefokusering er i virksomhedens og Søren Ravns DNA, og kombinationen af det fokus, en effektiv forretningsplan om vækst samt tæt samarbejde med medarbejdere og ledelse skaber den stærke virksomhed, som Sjølund er i dag. Søren Ravn er en ivrig, innovativ og dedikeret ejerleder og er derfor den rette vinder af Årets Ejerleder 2016 i Sydjylland, siger Mogens B. Sørensen, regionsdirektør i Nykredit Syddanmark.

Sjølund var i Sydjylland oppe mod Flemming Paasch fra Easyfood og familien Rosenfeldt Sunddal fra Rosenfeldt og Sunddal Holding ApS (Restaurant Flammen) i Gram.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141