23948sdkhjf

Investeringer kostede på bundlinjen

Rynkeby Maskinfabrik brugte 2015 på at blive ISO 9000-certifceret – en investering der skal sikre fremtidig vækst.
Både bruttofortjeneste og overskud faldt hos den fynske underleverandør i 2015. Bruttofortjenesten endte på 18,7 mio. kr. svarende til et fald på 3 procent sammenlignet med året før, mens overskuddet før skat blev reduceret fra 0,6 mio. kr. til 0,2 mio. kr.

- Sidste år fik vi en afmatning i efteråret, der har fået indflydelse på vores årsresultat, som ikke er gået helt så godt som håbet, forklarer administrerende direktør Hans Christian Schmidt.

Bedre leveringsevne
Der er dog også en anden grund til, at resultatet ikke endte helt som forventet, og det er, at Rynkeby Maskinfabrik brugte året til at opgradere organisationen.

- Sidste år blev vi ISO 9000-certificeret, og i det hele taget brugte vi året på at øge vores serviceniveau over for kunderne. Det betyder, at resultatet var belastet af en del omstruktureringer i forbindelse med ISO-certificeringen, siger Hans Christian Schmidt.

Han er dog ikke i tvivl om, at det er en god investering i fremtiden, og resultaterne er allerede begyndt at vise sig.

- Vi har fået sat skub i ordrebehandlingen, så den kører mere strømlinet, og vi har en leveringsevne oppe på 96 procent, siger Hans Christian Schmidt.

Forventer vækst på 10 procent
Derfor er Rynkeby-direktøren ikke i tvivl om, at 2016 bliver bedre end 2015.

- Vi synes, vi er kommet godt i gang med 2016, og situationen lige nu er god, og vores medarbejdere har travlt. Omsætningsmæssigt regner vi med en vækst på omkring 10 procent, men det vi arbejder mest på er at kvalitetssikre vores bundlinje, og i 2016 får vi også er resultat, der er bedre end i 2015, fortæller Hans Christian Schmidt, der også melder om en ganske god stemning hos kunderne.

- Vi oplever et rigtig godt flow i forhold til de primære kunder, vi har. De har en god ordresammenhæng, og vi ser en god tendens. Der er selvfølgelig også nogen, der står stille inden for deres branche, men der har vi kunnet kompensere med andre kunder, slutter han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109