23948sdkhjf

Sundhedspris til Aalborg Industries

Aalborg Industries A/S blev vinder af Danica Pensions Sundhedspris 2007. Prisen på 50.000 kr. blev overrakt i går på HR-messen i Øksnehallen i København.
I lighed med tidligere år var der mange kvalificerede ansøgere til Sundhedsprisen. En jury bestående af Claus Hyldahl fra Lægernes test Center, Kim Staack Nielsen, formand for Personalechefer i Danmark og Morten Møller, salgsdirektør i Danica Pension valgte Aalborg Industries A/S som årets prismodtager.

Medlem af juryen Kim Staack Nielsen udtaler:

- Jeg har som medlem af Danica Pensions jury blandt andet lagt vægt på, at den valgte virksomhed har fokus på hele organisationen. Aalborg Industries har valgt, at 2007 er deres sundhedsår for alle ansatte. Virksomheden har gennemført 14 projekter lige fra tilbud om helbredstjek, frugtordning, fysioterapi, gymnastikhold til motionscenter over stress coach, ergonomisk rådgivning og kostvejledning med mere.

- Det er af stor betydning, at fokus på sundhed er i en så bred vinkel, at alle i organisationen har mulighed for at ændre sine vaner på flere områder og derved opnå et større udbytte af indsatsen, fortsætter Kim Staack Nielsen.

Foregangsmænd blandt industrielle virksomheder
Administrerende direktør i Aalborg Industries, Jan Vestergaard Olsen, udtaler:

- Vi er både glade og stolte over at modtage sundhedsprisen 2007. Under titlen Sundhed & Trivsel er der i 2007 etableret en bred vifte af sundhedstilbud til vores medarbejdere i Aalborg. Det er nok ikke så typisk for vores branche, men som global aktør på et hastigt voksende marinemarked stilles der store krav til, at vores dygtige medarbejdere har den fysiske og mentale styrke til at håndtere en meget travl hverdag. Ledelsen har taget initiativet og stillet rammer samt økonomiske midler til rådighed, men selve gennemførelsen af projektet er til vores store tilfredshed blevet udført af medarbejderne i en arbejdsgruppe under ledelse af direktionssekretær Ingrid Mørk samt vores samarbejdspartner FysioWork Healthcare.

Aalborg Industries A/S har formået at skabe fokus på sundhed og sund livsførelse blandt de ansatte. Ligeledes går virksomheden forrest blandt de industrielle virksomheder for at skabe et bedre liv for sine medarbejdere. Erfaringsmæssigt har tiltag om sundhed i høj grad været forbeholdt virksomheder inden for den finansielle sektor, IT-sektoren, medicinalindustrien samt anden form for service og administration.

Kilde: Aalborg Industries - http://www.aalborgindustries.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094