23948sdkhjf

Plast-pris til ung DTU-forsker

Hvert år uddeler Kompositsektionen i Plastindustrien deres Forsknings- og Uddannelsespris til en talentfuld studerende eller forsker.
Denne gang går hæderen til den 29-årige Ismet Baran, der har afsluttet sit ph.d.-projekt fra DTU Mechanical Engineering med titlen ”Modelling the pultrusion process of off shore wind turbines blades”.

Det er Kompositsektionens bestyrelse, der er ansvarlig for at uddele prisen på baggrund af de indkomne indstillinger:

- Kompositsektionens bestyrelse har valgt at tildele prisen til Ismet Baran, der i sit ph.d.-projekt på DTU har udført industrirelevant modelleringsarbejde, som omhandler pultrudering. Ismet har ydet en ekstraordinær publikationsindsats i forbindelse med sit studie og har således publiceret 21 artikler om emnet, hvilket er fem-syv gange flere artikler, end hvad der normalt kræves. Sigtet med det udførte arbejde – at undersøge muligheden for at fremstille en 20 MW vertikalmølle – er meget ambitiøst og indeholder spændende perspektiver for efterfølgende industriel anvendelse, fortæller Klaus Kamper (Jupiter Group), der er Komposit-sektionens formand.

Ph.d.-projektet indgik som en del af det fireårige EU-projekt "DEEPWIND (Future Deep Sea Wind Turbine Technologies)" ledet af DTU Vindenergi i samarbejde med DTU MEK, TU Delft, TU Delft, NTNU, AAU, NREL, Statoil og Vestas.

Med i bedømmelsesudvalget af Ismet Barans ph.d.-projekt var Lars Tilsted Lilleheden, der er udviklingschef hos Fiberline Composites:

- Ismet har med sit ph.d.-projekt leveret et fremragende stykke arbejde. Afhandlingen beskæftiger sig, som titlen antyder, med simulering af pultruderingsprocessen, og det demonstreres med stor tydelighed, at Ismet med sine resultater bidrager væsentligt til at bygge bro mellem teoretisk modellering og praktisk fremstilling af kompositter. Ismet når i sin afhandling vidt omkring, arbejdet er omfangsrigt og har såvel stor spændvidde som stor dybde.

Ismet Baran – der er tyrkisk statsborger – bliver officielt hyldet på Kompositsektionens årsmøde den 18. juni i Middelfart og i forbindelse med den internationale ICCM20-konference i Bella Centret i juli, hvor han fremlægger hovedkonklusionerne fra sit ph.d.-projekt. Udover invitationerne til førnævnte arrangementer følger der også en check på 5.000 kr. med prisen.

I dag er Ismet Baran tilknyttet universitetet i Twente som assistant professor.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.329