23948sdkhjf

Nyt vaske- og sorteringsanlæg skal behandle 5.000 tons plastaffald

Aage Vestergaard Larsen A/S indvier den 17. november virksomhedens nye vaske- og sorteringsanlæg, der er gearet til årligt at kunne oparbejde 5.000 tons plastaffald.
Virksomhedens kerneforretning har altid været oparbejdning af plastaffald til en ny genanvendelig råvare, og med indvielsen af det nye anlæg vil administrerende direktør Franz Cuculiza sikre, at mindre plastaffald bliver sendt til forbrænding eller til udlandet:

- I dag bliver 130.000 tons dansk plastaffald eksporteret til udlandet på årlig basis. Det betyder, at Danmark sender 500 produktionsarbejdspladser ud af landet samtidig med, at transporten og afbrændingen belaster CO2-regnskabet. Den udvikling vil vi gerne være med til at vende. Derfor er vi stolte af, at vi nu kan indvie vores nye vaske- og sorteringsanlæg, der primært er designet til at oparbejde plastaffald fra bygge- og anlægsbranchen, erhvervslivet og detailhandlen.

I øjeblikket omsætter Aage Vestergaard Larsen for 70 mio. kr. årligt, og der er 50 medarbejdere tilknyttet virksomheden. Der er en klar forventning om, at indvielsen af det nye anlæg vil medføre en omsætningsstigning på 30 procent og til ansættelsen af 10-12 nye medarbejdere.

- Lige fra Aage Vestergaard Larsens opstart af virksomheden i 1972 har vi haft fokus på genanvendelse af plastaffald. Anlægget er en stor satsning for vores virksomhed, men der er ingen tvivl om, at det ligger i vores DNA, at vi hele tiden søsætter nye initiativer for at styrke vores kerneforretning, fortæller Franz Cuculiza.

Plastindustrien støtter op
Thomas Drustrup, der er direktør i brancheorganisationen Plastindustrien, er begejstret over, at Aage Vestergaard Larsen A/S har investeret i det nye anlæg. Det er med til at understrege, at branchen meget gerne medvirker til at indfri miljøminister Kirsten Brosbøls målsætning om en øget genanvendelse af plastaffald.

- Vi er meget positive overfor den politiske målsætning om, at der skal genanvendes mere plast i Danmark. Vores virksomheder er klar på at tage udfordringen op, hvilket Aage Vestergaard Larsen A/S er et fremragende eksempel på. Det er stort skridt på vej mod etableringen af en egentlig genanvendelsesindustri i Danmark.

- I dag er situationen den, at danske plastvirksomheder i dag primært køber deres genanvendte råvarer i udlandet. Derfor er der brug for flere anlæg i stil med det, som Aage Vestergaard Larsen A/S har investeret i, så vi undgår, at dansk plastaffald fra industrien, landbruget og forskellige former for transportemballage konsekvent bliver kørt over grænsen til Tyskland. Vi vil i hvert fald gerne forsætte dialogen med miljøministeren, kommunerne og affaldsselskaberne om, hvordan vi får genanvendt mere dansk plastaffald – og helst her i Danmark, fortsætter Thomas Drustrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.345