23948sdkhjf

Stadig stort potentiale i produktionsoptimering

Danske virksomheder skal være hurtigere og bedre til at tage ny teknologi til sig, hvis de vil løbe fra konkurrenterne.
Det er budskabet fra Klaus Bonde Ørskov, som er administrerende direktør hos Danish Advanced Manufacturing and Research Centre – bedre kendt som DAMRC. Det midtjyske forsknings- og udviklingscenter er at finde på dette års VTM-messe, hvor man vil prøve at få de besøgende til at fokusere endnu mere på produktionsoptimering.

- Der er helt sikkert meget at hente i Danmark endnu. Vi var ude hos en virksomhed for nogle måneder siden, som havde en holdning om, at det var en optimeret produktion, vi kom til, men vi kunne da godt få lov at vise, at vi ikke kunne gøre mere. Deres succeskriterium var, at vi kunne hente 5 sekunder på hver part. Da vi tog derfra, havde vi hentet 62, og det har betydet en ekstra omsætning på 1,8 mio. kr. på den maskine alene. Og det var vel at mærke en virksomhed, der har arbejdet med produktionsoptimering, og som er dygtig, fortæller Klaus Bonde Ørskov.

Vi har en god platform
Han tager udgangspunkt i, at dansk industri har verdens måske mest veluddannede medarbejdere, som både er dygtige håndværkere og samtidig formår at tænke selvstændigt. Men når det gælder maskiner og teknologi, er vi måske mere konservative.

- Vi ér dygtige, men der findes bare nogen, der har nogle værktøjer, som vi ikke har. Hvis vi ikke formår at tilegne os de værktøjer, så bliver vi slået af nogen, der er middelmådige håndværkere, men har bedre værktøjer, siger Klaus Bonde Ørskov, og fortsætter:

- Hvis virksomhederne ikke til stadighed evaluerer, om de skal tage ny teknologi ind, så er der nogen, der kan gøre det billigere. Vi er nødt vil at være med forrest samtidig med, at vi skal forblive de dygtigste. Men vi har en god platform. Det er sværere at lære det gode håndværk, som vi kan i Danmark, end det er at tilegne sig den nye teknologi.

App skal hjælpe industrien
På VTM 2014 vil DAMRC blandt andet komme med en række faglige indspark, og samtidig er man klar til at afsløre et værktøj, der kan hjælpe virksomhederne i hverdagen.

- Vi lancerer to apps på messen – den ene er til undervisningsbrug, og den anden er til produktionsoptimering. Den sidste er en app, der skal bruges, når der opstår skadelige vibrationer. Med app’en kan man optage vibrationerne og sende det som en samlet pakke til os, så vi kan finde en løsning, forklarer Klaus Bonde Ørskov.

- Det lægger sig op ad en kommerciel app, der hedder Pocket Harmonizer, som ikke er særlig kendt i Danmark, men vores app kan dog mere end det. Hvor den nuværende app kan håndtere fire forskellige materialer, kan vores håndtere stort set alle. Det hænger sammen med, at den kommercielle app er udviklet i et samarbejde mellem Canada og England, og der tænker man meget i titanium, mens vi i Danmark er interesserede i stål og en hel masse legeringer af stål samt støbejern, uddyber han.

Inspiration og viden
Udover lanceringen af de to apps er DAMRC også klar med et par foredrag, der skal bidrage med inspiration og ny viden.

- Der kommer en virksomheds-case fra Vagn Pedersen Maskinfabrik, hvor de vil fortælle om, hvordan de gennem et samarbejde med Frauenhofer Instituttet i Tyskland, som var faciliteret af os, har en anderledes holdning til, hvordan man får teori og praksis til at spille sammen, så det også giver noget på bundlinjen. Her vil vi gerne vise, at det giver god mening at interagere med akademikere, hvilket vi ellers ikke har den store tradition for i Danmark, siger Klaus Bonde Ørskov.

- Derudover arbejder vi på at få en udenlandsk forsker til at komme, som vil kunne bidrage med noget mere detaljeorienteret og nørdet inden for et udvalgt felt inden for bearbejdning. Og sidst men ikke mindst har vi allieret os med Lars Pleth Nielsen, der er centerleder for Teknologisk Instituts Tribologicenter, som kommer og fortæller noget om fremtidens overflader på skærende værktøjer, slutter han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096