Ejer overtager direktørpost hos overfladebehandler
Jakob Søndergaard Nielsen, der i flere år har haft ledende poster hos Metalcolour, senest som direktør, har fået nyt job.
I stedet for ham træder ejeren af Metalcolour, Henrik Kaa Andersen, ind som ny direktør.
Jakob Søndergaard Nielsen er startet som direktør for filtervirksomheden JP Air Tech i Sakskøbing.
Metalcolour som ligger i Toreby ved Nykøbing F. har omkring 35 medarbejdere. Henrik Kaa Andersen ejer de tre virksomheder i Metalcolour-gruppen, nemlig Metalcolour Nykøbing F., Metalcolour Sverige og Dampa på Fyn.
Han regner godt med, at han kan overkomme rollen som adm. direktør i Nykøbing F.
- Vi har en god daglig ledelse med en fabrikschef og en kommerciel chef i Nykøbing, siger han.
Skuffende resultat
Metalcolour Nykøbing F. har haft et lidt skuffende resultat i 2024 på 5,0 mio. kr. før skat, hvilket var væsentligt under forventningerne. Det skyldtes ifølge Henrik Kaa Andersen, at et nyt produktionsanlæg til efterbearbejdning ikke blev kørt hurtigt nok ind.
- Maskinerne nåede ikke at blive kørt ind i starten af året, som vi havde regnet med og håbet på. Der var også forsinkede leverancer, siger Henrik Kaa Andersen.
Til gengæld går det meget bedre i år, hvor Metalcolour venter et resultat før skat på mellem 10 og 14 mio. kr.
- Det ser rigtigt fornuftigt ud. Vi er på budget i alle selskaberne, siger han.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 27,2 | 17,5 | 21,0 |
Resultat af primær drift | 6,0 | 0,6 | 4,1 |
Resultat før skat | 5,0 | 0,3 | 3,5 |
Årets resultat | 3,6 | 0,1 | 2,9 |
Balancestatus | 77,9 | 91,8 | 90,2 |
Egenkapital | 43,0 | 41,1 | 41,0 |
Antal ansatte | 31 | 25 | 28 |
Kilde: CVR |