23948sdkhjf

Hård start for svejserobotfirma under amerikanske ejere

Salget har været "ikke tilfredsstillende" for fynske Inrotech i det første år med amerikansk ejer

Salget har været sløjt hos det fynske svejserobotfirma Inrotech i 2024 - det år, hvor virksomheden blev opkøbt af den amerikanske koncern Lincoln Electric. 

Inrotech kalder ligefrem salget for "ikke tilfredsstillende" i sin årsrapport.

Præcist hvor stort salget af svejserobotter har været, fremgår ikke af årsrapporten. Men der er indtægtsført 44,7 mio. kr. for salg af IP-rettigheder til Lincoln-koncernen. Når bruttoresultatet samtidig udgør 42,9 mio. kr., kan salget ikke have været ret stort.

Og uden salget af IP-rettigheder ville Inrotech have haft et stort underskud.

Adm. direktør for Inrotech Henrik Lenskjold kan ikke fortælle præcist, hvor stort salget har været. Men han siger, at 2024 var et år med meget store forandringer.

Integration med Lincoln

- I første halvår lå vi i en salgsproces. I andet halvår brugte vi meget tid på at integrere vores produkter ind i Lincolns hardware og software, siger han.

Inrotechs svejserobotter er blevet konverteret til at bruge Lincolns svejsemaskiner, svejsetråd og andet.

- Der er en del arbejde med at integrere vores produkter ind i koncernen, så søsterselskaberne kan få glæde af dem. Ligesom vi får glæde af deres produkter, siger han.

Takket være salget af IP-rettigheder til moderselskabet Lincoln Electric, så får Inrotech på papiret et overskud i 2024 på 9,5 mio. kr. før skat.

Når Lincoln har betalt for produktrettighederne, skal Inrotech til gengæld betale licenspenge til Lincoln Electric for brug rettighederne.

Tror på vækst

Henrik Lenskjold tror på vækst i de kommende år.

- Der er en masse initiativer i gang, siger han.

Kunderne til Inrotechs fuldautomatiske svejserobotter skal fortsat findes blandt verdens skibsværfter og tunge industri.

Inrotech har omkring 40 medarbejdere, hvilket virksomheden også havde, før den blev overtaget af Lincoln Electric.

Lincoln Electric er en amerikansk koncern med hovedsæde i Cleveland, Ohio. Koncernen har omkring 14.000 medarbejdere og producerer svejsemaskiner og udstyr og materialer til svejsning.

Lincoln Electric omsatte i 2024 for 4 mia. dollars, svarende til 26 mia. kr.

INROTECH A/S
Regnskabsår 2024 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 42,9 32,7 11,1
Resultat af primær drift 9,7 1,8 -14,1
Resultat før skat 9,5 1,2 -13,3
Årets resultat 5,8 1,5 -13,3
Balancestatus 55,1 38,4 41,7
Egenkapital 36,8 18,4 16,9
Antal ansatte 38 39 32
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083