Nyt om navne: Underleverandør opruster med ny projektleder og værkfører

- Jeg er bare så klar til at komme i gang. Det har været træls at være på en arbejdsplads, der er ved at lukke ned.
Ordene kommer fra 57-årige Lasse Hansen, der mandag den 5. maj havde første arbejdsdag hos BM2 Industri i Bøvlingbjerg.
Han er uddannet værktøjsmager og maskintekniker, og ved siden af det har han taget forskellige lederuddannelser på Aarhus Universitets afdeling i Herning.
Inden han begyndte hos BM2 Industri, har han i godt syv år været afdelingsleder for godt 30 medarbejdere hos GPV i Tarm. Tidligere på året blev det meldt ud, at ved udgangen af 2025 lukker GPV-afdelingen i Tarm, og derfor begyndte Lasse Hansen at kigge rundt omkring efter et nyt job.
- På LinkedIn skrev jeg, at jeg var jobsøgende. Samtidig søgte BM2 en projektleder. Det job lød spændende, og jeg fornemmede, at Jonas, der ejer BM2 sammen med sin far, og jeg var et godt match, fortæller Lasse Hansen.
Mere end projektleder
Jonas Christiansen og Jesper Rasmussen fra JVR Consult, der er BM2 Industris samarbejdspartner omkring blandt andet rekruttering og forretningsudvikling, havde imidlertid andre planer.
- Jeg kiggede forbi BM2, hvor de tilbød et job, der var mere end projektleder, og det sagde jeg ja til, for det lød ganske enkelt til at passe perfekt til mig, siger Lasse Hansen.
Med det nye job er han både projektleder og værkfører, og det betyder, at han skal styre produktionen og samtidig have overblik over de ordrer, der kommer ind og sikre at få dem produceret og leveret til tiden.
- På den måde kan Jonas få mere tid til at hellige sig salgsdelen og udvikle BM2 i stedet for at bruge mange timer i produktionen, forklarer Lasse Hansen.
Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.