Hver femte USA-kontrakt er opsagt

Firmaet Carls Stahl, der er specialiseret i løftegrej blandt andet til vindindustrien, har tabt hver femte af sine USA-kontrakter, siden Donald Trump blev præsident i USA. Det skriver Børsen.
Fire kontrakter er blevet opsagt i de seneste uger. Opsigelserne kommer fra danske virksomheder, som leverer til vindindustrien og transportsektoren i USA.
Carl Stahl har afdelinger i Taastrup og Fredericia og er leverandør af løftegrej, surring og fastgørelsesmateriel.
- Vi har hos Carl Stahl i Danmark modtaget opsigelser fra kunder, der vil forsøge at source lokalt i USA. Vindindustrien og industrien generelt har virkelig sænket tempoet på deres investeringer, og vi oplever en generel opbremsning på det danske marked, siger Morten Jakobsen, adm. direktør for Carl Stahl Danmark til Børsen.
Virksomheden måler løbende kundekontakter, og der har været en nedgang i kundekontakter på omkring 30 procent, siden Trump blev præsident.