23948sdkhjf

Netek går ind i Tyskland

Den nordjyske virksomhed har ansat egen sælger til det tyske marked, hvor især den nordtyske vindmølleindustri lokker.

Kun 10 procent af alle metalvirksomheder i Danmark står for hele 85 procent af eksporten. Dermed har de færreste mindre og mellemstore producenter fået hul igennem til et eksportmarked. I disse dage vil Metal Supply derfor finde metalbranchens veje til Tyskland - Danmarks suverænt største og mest oplagte eksportmulighed.



Umiddelbart efter sommerferien har Netek ansat Erich Börner som salgschef for det tyske marked. Han kommer dermed til at stå i spidsen for Hobro-virksomhedens indtog i Tyskland.

- Vi har haft en langsigtet strategi om at etablere os med repræsentation på især det nordtyske marked. Vores ide har været, at vi skulle have en person med godt grundlæggende kendskab til det tyske marked – gerne en nordtysker, der kunne tale dansk. I foråret viste der sig så et godt sælgeremne, og så slog vi til, siger Finn M. Poulsen, administrerende direktør hos Netek.

- Med Erich Börner har vi fået fat i en mand, der er født og opvokset i Tyskland. Erich har den fordel, at han kender til tysk kultur og har over 15 års erfaring på det tyske marked.

Satser på vindmølleindustrien
Finn M. Poulsen regner med at få etableret et egentligt kontor syd for grænsen inden for kort tid, og herefter er det i første omgang nordtyske virksomheder, der er i Neteks søgelys.

- I Danmark har vi arbejdet med vindmølleindustrien de sidste fire-fem år, og her er vi inde hos alle de store vindmølleaktører og har derigennem gode referencer, forklarer Finn M. Poulsen.

- I Nordtyskland er vi nu i gang med at finde forskellige underleverandør-segmenter, som har sigte på den tyske vindmølleindustri - både onshore og offshore – men samtidig opsøger vi også den øvrige industri, som også kan have gavn af vores produkter, fortsætter han.

Automobilindustrien er en mulighed
På længere sigt er det selvfølgelig Neteks plan også at afsøge mulighederne i den sydlige halvdel af Tyskland.

- Der er selvfølgelig mange muligheder længere mod syd – en af dem kunne være automobilindustrien. Den er meget stor i Tyskland, men vi ved også, at den er meget konservativ og belagt med mange restriktioner, så den kommer man ikke ind til fra den ene dag til den anden, siger Finn M. Poulsen, der dog har en trumf i ærmet.

- Vi er i tæt dialog med automobilindustrien i Sydafrika, som minder lidt om den tyske. Vores håb er, at vi på langt sigt kan etablere nogle referencer fra automobilindustrien i netop Sydafrika og ad den vej snige os ind i Tyskland, uddyber han.

Artiklen er en del af temaet Tyskland.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095