23948sdkhjf

RG Rom Gummi øger trykket og varmen i produktionen med ny investering

Den vestjyske producent af løsninger i gummi, plast og skum, RG Rom Gummi, udvider igen maskinparken i Lemvig.

Virksomheden oplever stigende efterspørgsel på deres varmvulkaniserede gummiløsninger, og har derfor udvidet maskinparken med endnu en varmvulkaniseringsovn, også kaldet en autoklave.

Den nye autoklave bliver virksomhedens syvende i rækken, og med sin indvendige diameter på 2.800 mm giver den Lemvig-virksomheden mulighed for at varmvulkanisere endnu større løsninger end hidtil.

- Vi vil være en førende producent af varmvulkaniserede gummiløsninger i Europa, og med vores nye ovn kan vi tilbyde at varmvulkanisere gummi på komponenter i en størrelse, hvor de færreste gummiproducenter kan være med, fortæller direktør, Jesper Berg Kristensen.

RG Rom Gummi anvender deres autoklaver til at vedhæfte forskellige gummi-compounds på andre komponenter i for eksempel aluminium, metal eller stål. Autoklaven kombinerer tryk og varme, hvilket ændrer rågummiets struktur til et formstabilt og slidstærkt materiale. Derudover danner autoklaven også en uovertruffen stærk vedhæftning mellem gummiet og komponenten – en vedhæftning der er langt stærkere sammenlignet med limning.

Og netop den metode til at vedhæfte gummi på andre komponenter har i mange år været et krav og standard fra offshore-industrien, fordi det sikrer den bedste holdbarhed og længste levetid for gummiløsningen. Metoden er ifølge RG Rom Gummi også efterspurgt hos mange andre industrier, hvor gummiløsningen udsættes for enorm belastning eller slid i sin applikation – det kunne for eksempel være træktromler, gummivalser, rørbøjninger eller slidplader.

- Vores nye ovn øger både vores varmvulkaniserings-kapacitet, men kommer også til at give vores kunder nye muligheder og fordele. Specielt i vores projekter til havmølle-fundamenter kan vi se at komponenterne, hvor vi skal varmvulkanisere gummi på, bliver større og større i takt med havmøllerne også vokser. Med vores nye ovn har vi fremtidssikret kapaciteten og øget vores konkurrencemæssige fordele for en god periode, afslutter, Jesper Berg Kristensen.

Artiklen er en del af temaet Maskinfokus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094