23948sdkhjf

I starten solgte de robotter ud af bagagerummet: Fynsk milliardsucces fejrer 10 års jubilæum

For mindre end blot et årti siden var tanken om fuldt autonome mobile robotter (AMR'er), der interagerede problemfrit med menneskelige medarbejdere på lagre og produktionsfaciliteter, en futuristisk vision. Men i dag leverer tusinder af AMR'er fra Mobile Industrial Robots (Mir) reservedele, transporterer færdige produkter og håndterer forskellige logistikopgaver uden behov for menneskelig kontakt, separate arbejdsområder eller ekstern vejledning.

Med analytikernes forventning om et AMR-marked, der vil have en årlig tocifret vækst frem til 2027, er det kun begyndelsen.

Mirs præsident, Jean-Pierre Hathout, har tillid til virksomhedens evne til at fastholde sin position som global markedsleder og løbende gøre teknologien endnu mere tilgængelig for kunder i alle størrelser og brancher.

- I de første 10 år af Mirs historie har vi allerede været vidne til banebrydende udvikling inden for teknologi og applikationer, siger Jean-Pierre Hathout, og tilføjer:

- Selvom vi er en relativt ny virksomhed, har vi gjort utrolige fremskridt, når det kommer til vækst og erfaring. Som global markedsleder i det sidste årti har Mir spillet en afgørende rolle i at bevise, at AMR'er er en sikker, pålidelig og brugervenlig løsning til adskillige transportopgaver. Takket være det tætte samarbejde med vores kunder, fortsætter vi med at udfordre grænserne for automatiseret intern logistik.

Stiftet med globale ambitioner

I maj 2013 satte Mirs grundlægger, Niels Jul Jacobsen, sig for at revolutionere måden, virksomheder håndterer deres interne logistik. Thomas Visti tilsluttede sig projektet i slutningen af 2014. Sammen havde de en solid erfaring fra den succesfulde robotvirksomhed Universal Robots, hvilket gav dem stærke markedserfaringer og en klar strategi for at gøre virksomheden til en verdensledende succes på blot få år.

I de tidlige år var Thomas Visti på farten med en Mir100-robot i bagagerummet på sin bil og lavede demonstrationer til distributører og virksomheder. Fra begyndelsen fokuserede Mir på en global markedsstrategi baseret på salg gennem distributører og et fokuseret produktudvalg.

I dag sælges Mir-robotter af mere end 220 distributører og certificerede systemintegratorer i 60 lande. Ud over hovedkvarteret i Odense har Mir kontorer i Boston, Holbrook, San Diego, Chelmsford, Georgetown, Singapore, Frankfurt, Barcelona, Yokohama Seoul og Shanghai.

En konstant vækstrejse

Mir blev opkøbt af den amerikansk-baserede virksomhed Teradyne i april 2018, og det satte skub i virksomhedens position som global markedsleder. Siden 2015 er Mir gået fra at have ansat blot tre medarbejdere til i øjeblikket at beskæftige mere end 420 mennesker på verdensplan med en årlig omsætning på 77 millioner dollars i 2022.

Store multinationale virksomheder, herunder Toyota, Ikea, Novo Nordisk, Denso, DHL og Schneider Electric, står for størstedelen af Mirs salg. En fusion med AutoGuide Mobile Robots i 2022 styrkede yderligere Mirs position på det internationale marked og øgede Mirs evne til at betjene entreprisesegmentet.

- Vi har hele tiden fokuseret på større internationale kunder, da disse typer af virksomheder typisk er de første til at tage nye teknologier i brug, siger Jean-Pierre Hathout

Strategisk fokus på softwareudvikling

Udover forsat at udvikle nye AMR-modeller har Mir for nylig lanceret et nyt cloud-baseret softwareværktøj, der gør det muligt for flådeejere at spore og analysere driften af deres robotter og få handlingsrettede indsigter, der forbedrer robotternes ydeevne.

- I takt med at robotflåderne vokser, stiger efterspørgslen på softwareværktøjer, der kan optimere ydeevnen og administrere fulde flåder, fortæller Jean-Pierre Hathout.

- Hvis vi ønsker, at AMR'er skal være lige så almindelige på fabriksgulvet som gaffeltrucks og pallevogne, er det afgørende, at vi sænker barriererne for implementering, omprogrammering og vedligeholdelse. Vi har allerede gjort betydelige fremskridt, og jeg tror fuldt og fast på, at vi kun har fået et glimt af potentialet for automatiserede logistikløsninger, slutter han.

Se nøgletal for:
Læs mere om: robotter
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.719