23948sdkhjf

Nyt offshore-center navngivet

Bjarne Corydon, Carl Holst og Anders Eldrup klippede snoren havnen i Esbjerg til Offshoreenergy.dk.
Danmark har fået et nyt, nationalt videncenter og innovationsnetværk for offshoreindustrien; Offshoreenergy.dk. Centret får en division for offshore olie/gas og en for havvindmølleteknologi samt bølgekraft og blev indviet af finansminister Bjarne Corydon, regionsrådsformand Carl Holst samt bestyrelsesformand Anders Eldrup ved et arrangement 2. maj foran det nye centers domicil på havnefronten i Esbjerg.

- Der sker noget meget vigtigt i dag i Esbjerg med åbningen af Offshoreenergy.dk. Offshoresektoren har ikke kun lokal betydning, det er en sektor, som er vigtig for hele Danmark, og det går heldigvis rigtig godt. Der er blevet skabt vækst og fremgang i en tid, hvor det mange andre steder foregår i slæbsporet. Offshoresektoren bidrager med både penge i statskassen og nye job, indledte finansminister Bjarne Corydon sin indvielsestale.

Til gavn for det danske samfund
Målet med den nye, nationale organisation er at samle sektoren for i fællesskab at kunne fokusere på fremtidens udfordringer. Indvielsen blev markeret ved, at finansministeren sammen med regionsrådsformand Carl Holst og bestyrelsesformand Anders Eldrup klippede et rødt silkebånd over i overværelse af de omkring 350 inviterede repræsentanter fra offshoresektoren.

- Vi glæder os til – sammen med de mange medlemmer – at tage de nye udfordringer i olie- gassektoren samt i havvindmøllesektoren op. Det er jeg sikker på, vi kan i et godt samarbejde, hvor vi kan skabe en offshoreindustri, som er til gavn for beskæftigelsen og hele det danske samfund, sagde bestyrelsesformand for Offshoreenergy.dk, Anders Eldrup, i sin tale.

Anders Eldrup benyttede indvielsen til at takke direktør Peter Blach for hans store arbejde gennem præcis ti år på dagen i Offshore Center Danmark, der nu sammen med Alliancen for Grøn Offshore Energi, Green Offshore Center og Knowledge Center fra Lindø Offshore Renewables Center danner fundamentet i det nye Offshoreenergy.dk.

Peter Blach bliver direktør for Oil & Gas divisionen og tager sig herudover af fælles administration og økonomi, mens nytiltrådte Morten Basse Jensen bliver direktør for Renewables divisionen i Offshoreenergy.dk samtidig med, at han varetager fælles marketing og kommunikation.

Markant succeshistorie
Indvielsen foregik dagen efter, at Offshore Center Danmarks initiativtager, Uddannelsesministeriet, repræsenteret af uddannelsesminister Morten Østergaard, i en kronik i Politiken, udpegede offshorebranchen som en af de industrier, der skal være med til at skabe vækst og nye job i fremtiden.

- Offshorebranchen er en af de senere års markante succeshistorier med konstant høje vækstrater siden årtusindeskiftet og med udsigt til at skabe yderligere mindst 7.000 nye job frem mod 2020. Klyngeorganisationen Offshoreenergy.dk understøtter væksten og innovationen ved at samle aktørerne inden for branchen om fælles innovations- og udviklingsaktiviteter både herhjemme og internationalt, skriver Morten Østergaard.

Offshoreenergy.dk er en medlemsbaseret, non-profit organisation finansieret med projektstøtte fra Uddannelsesministeriet, danske regioner samt kommuner og 270 medlemsvirksomheder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125