23948sdkhjf

Millioner til offshoredroner, bøttefundamenter og udtjent havvind

Syv projekter henter 90 millioner

Virksomhederne i den danske offshoreindustri har fået smag for at løse deres største udfordringer gennem konkrete samarbejdsprojekter med fokus på innovation.

Den nationale klyngeorganisation Offshoreenergy.dk har sammen med en række  virksomheder sikret funding til syv nye innovationsprojekter.

Effektiv innovationsmodel

CRIF-modellen sikrer efterspørgselsbestemt innovation.

En eller flere store offshorevirksomheder udbyder en konkret udfordring, som andre virksomheder, universiteter eller GTS-institutter efterfølgende samarbejder om at løse.

Det er Offshoreenergy.dks projektmodel CRIF, der har medført, at de syv innovationsprojekter nu kan sættes i gang.

Ny innovation for 90 millioner
De syv nye CRIF-projekter handler blandt andet om bæredygtig genanvendelse af udtjente havvindmøller, virtual reality til mandskabstræning, reduktion af kemikalier ved olieproduktion og droneleverancer på havet. 

Bestyrelsen for Offshoreenergy.dk har netop godkendt igangsættelsen af de nye projekter, og bestyrelsesformand Anders Eldrup roser medlemmerne af Offshoreenergy.dk for at engagere sig i at udvikle ny innovation til branchen:

- Vi ved, at virksomheder, der engagerer sig i danske klyngeorganisationer, gennemsnitligt firdobler deres innovationskraft. Derfor er det meget glædeligt, at medlemmerne og Offshoreenergy.dk i partnerskab har sikret funding til at iværksætte nye CRIF-projekter med et samlet budget til ny innovation på knap 90 mio. kr., siger Anders Eldrup. 

Bøttefundamenter og dekommisionering på Samsø
Af de syv projekter kan nævnes Maersk Trainings projekt, hvor der anvendes innovativ virtual reality-teknologi til at udvikle nye træningskoncepter samt Siemens’ projekt, hvor der skal videreudvikles på et konkret sugebøtte-koncept til enklere opsætning af havvindmøller.

Lige nøjagtigt på det projekt er man faktisk ret langt.

- Dette projekt bygger videre på et tidligere projekt, og her står man over for at skulle teste fundamentet. Det kommer til at ske her i løbet af efteråret. Der er et mølleskib klar til at sejle ud med fundamenterne, fortæller direktør Glenda Napier fra Offshoreenergy.dk.

Testen kommer til at foregå ved Frederikshavn.

Sejler man lidt længere sydpå vil man støde ind i ét af de andre projekter. Nemlig Samsø Kommune, hvor der fokuseres på smartere dekommisionering og genanvendelse af materialer fra udtjente havmøllekomponenter.

Den nye funding til innovationsprojekterne kommer blandt andet fra Syddansk Vækstforum, Energistyrelsens EUDP-ordning og EU’s Interreg Nordsø-program.

Det har ikke været muligt at få flere konkrete oplysninger om de forskellige projekter.

De syv nye innovationsprojekter handler – i kort form – om:

  • Teknologier til fjernelse af begroninger på strukturer til havs
  • Udvikling af test og dokumentation af overvågning til hindring af kortslutninger offshore
  • Anvendelse af innovativ virtual reality-teknologi til at udvikle nye træningskoncepter
  • Udvikling af et nyt dronesystem til leverancer offshore
  • Optimering af brug af scavengers ved olie- og gasproduktionen
  • Udvikling af sugebøtte-teknik til enklere opsætning af havvindmøller
  • Smartere dekommissionering og genanvendelse af materialer fra udtjente havmøllekomponenter
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188