23948sdkhjf

Danmark bliver partnerland på Elmia

Samtidig har prins Joachim valgt at aflægge besøg på den svenske underleverandør-messe. Danmarks Ambassade og Center for Underleverandører arrangerer vanen tro fællesstanden Danish Subcontractors.
Efter flere års deltagelse kan Danmarks Ambassade og CFU nu bryste sig af, at Danmark er partnerland ved årets underleverandørmesse i Jönköping.

Som de tidligere år byder Elmia Subcontractor på 1.200 udstillere og godt 13.000 besøgende, hvilket giver de danske underleverandører på messen rig mulighed for at skabe nye kontakter og gøre gode forretninger.

Danmark er næststørste udstillerland
I år giver Danmarks status som partnerland øget opmærksomhed omkring danske virksomheder og danske produkter. Danmark er med ca. 100 virksomheder det næststørste udstillerland efter Sverige, der er repræsenteret med godt 800 virksomheder. Søren Westerberg, virksomhedsrådgiver ved Danmarks Ambassade i Stockholm, fortæller:

- Danmark er traditionelt – og med god marginal – det næststørste udstillerland på Elmia Subcontractor. I år er vi blevet partnerland, og vi er oven i købet så heldige at få besøg af H.K.H. Prins Joachim. Vi er sikre på, at det store fokus på Danmark vil bidrage til ekstra mange besøgende på vores fællesstand, hvor vi i år præsenterer 25 dygtige danske underleverandører. Det ser vi naturligvis meget frem til. Når man til daglig arbejder med at fremme dansk eksport, er det noget helt specielt at få lov at mærke stemningen, når kunder og leverandører møder hinanden på messen. Det sætter perspektiv på arbejdet!

Prins Joachim besøger messen onsdag den 9. november og vil sammen med Danmarks ambassadør i Sverige, Kirsten Malling Biering, og handelschef, Mette Ehlers Mikkelsen, deltage i en række arrangementer på messeområdet og ved Danish Subcontractors-fællesstanden.

God måde at undersøge markedet
Interessen for at deltage på fællesstanden har i år været overvældende, og Danmarks Ambassade og CFU ser frem til at præsentere gruppen af udstillere, der er klar til at fremvise nicheprodukter af høj kvalitet og formidle knowhow i Sverige.

Samtidig håber de danske arrangører, at mange indkøbs- og udviklingschefer fra danske industrivirksomheder vil benytte lejligheden til at tage til Jönköping og se sig omkring på messen. Der er masser af inspiration at hente hos underleverandører fra både Danmark og øvrige lande.

- Det er en virkelig god måde at undersøge markedet på og danne sig et overblik over, hvad danske virksomheder har at tilbyde i Sverige. Både når det gælder underleverancer og færdige industriprodukter. På selve messen gøres der årligt forretninger for ca. 18 mia. svenske kroner, siger handelschef Mette Ehlers Mikkelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078