23948sdkhjf

Husholdningsplast er den store knast

Både Plastindustrien og DI bakker kraftigt op om en løsning på sortering af husholdningsaffald, så det kan genanvendes. Ensretning af kommunal affaldsindsamling er del af et 27 punkter langt udspil fra regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi.

Regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi har offentliggjort sine anbefalinger, og de får opbakning fra brancheforeningen Plastindustrien. Det er særligt forslaget om at ensrette den kommunale affaldsindsamling, der får positive ord med på vejen.

I dag er situationen den, at det er op til den enkelte kommune at sammensætte sine indsamlingsordninger og sorteringskriterier.

Ifølge Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien, er forskellige kommunale indsamlingsmetoder en barriere for øget plastgenanvendelse:

- En forudsætning for succesfuld genanvendelse er, at det er let for borgerne at sortere plastaffaldet rigtigt, og at det er let for virksomhederne at anvende det til nye produkter. Derfor er det en rigtig god anbefaling, at kommunerne fremover bør ensrette deres affaldssystemer. Når kommunerne gør det på hver sin måde, så er det svært at skabe en stabil forsyning i store ensartede mængder og kvalitet, hvilket er en stor ulempe for virksomhederne og markedet, siger Christina Busk.

Trist sidsteplads i Europa
I øjeblikket indtager Danmark en kedelig sidsteplads blandt 30 europæiske lande, når det handler om at genanvende plastemballage fra private husholdninger.

Derfor er der også hos DI glæde over anbefalingerne om cirkulær økonomi.

DI's administrerende direktør Karsten Dybvad peger på, at presset på ressourcerne stiger, når verdens befolkning vokser, millioner af fattige rykker ind i middelklassen, og byerne bliver større. Regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi kom i dag med 27 anbefalinger til, hvordan man kan få ressourcerne til at række længere. Det er fornuftige forslag, som vil gavne miljøet og stille erhvervslivet bedre i fremtidens konkurrence, mener Karsten Dybvad, administrerende direktør i DI.

- Der er et stort potentiale inden for cirkulær økonomi, som vi bør udnytte. Vi skal producere på en måde, hvor vi udnytter ressourcerne så effektivt som muligt, og vi skal finde nye veje til at genbruge og genanvende ressourcer som metaller, plastik og byggematerialer. Danske virksomheder er blandt de mest ressourceeffektive i verden, og de 27 anbefalinger bringer os endnu længere, siger Karsten Dybvad.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.407