23948sdkhjf

Bladt skiber transformatorstation til Rødsand 2

Torsdag morgen lægger en pram fra Bladt Industries kaj ved Østhavnen i Aalborg. Ombord på prammen befinder sig den godt 900 tons tunge, 19 meter høje, 32 meter lange og 19 meter brede offshore transformerplatform Rødsand B, som skal sejles til farvandet syd for Lolland.
Her er transformerplatformens bygherre, Energinet.dk, i gang med at bygge de elektriske anlæg, som skal transportere strømmen fra den kommende havvindmøllepark Rødsand 2 ind til elnettet på landjorden.

Transformerplatformens opgave er at opsamle strømmen fra vindmøllerne og sætte den elektriske spænding op fra 33 til 132 kilovolt, før strømmen sendes til land gennem et 10 kilometer langt søkabel.

Transformerplatformen er bygget af Bladt Industries, som også leverede platformen til Nysted Havmøllepark syd for Lolland, som stod færdig i 2003.

Udrustningen til platformens transformerstation er leveret af Energinet.dk med Siemens som leverandør af selve transformeren. Bladt Industries og Semco Maritime har stået for de bygningstekniske installationer.

Byggeriet af transformerplatformen startede i december 2008, og selve stålstrukturen begyndte hurtigt at tage form, da præfabrikerede strukturer ankom til Aalborg fra Polen i marts 2009. Siden har der været høj aktivitet på pladsen i Aalborg for at samle og opføre den sjette transformerstation fabrikeret af Bladt Industries siden 2003. Derudover er virksomheden allerede i gang med yderligere to transformerstationer til en engelsk havvindmøllepark.

- Fabrikationen af Rødsand B er gået efter planen, og de udfordringer, der er opstået undervejs, er blevet løst hurtigt og effektivt, siger projektleder Torben Hother Hansen, Bladt Industries.

- Når transformerplatformen efter ca. to døgns sejlads når frem til sit bestemmelsessted, ligger et kranskib parat til at løfte platformen over på et fundament, som Energinet.dk satte ned på havbunden i juli. Hvornår løftet kommer til at foregå, afhænger af vejret, for bølgerne må maksimalt være en meter, fortæller projektleder Søren Juul Larsen, Energinet.dk.

De 90 vindmøller, som havvindmølleparken kommer til at bestå af, har en effekt på hver 2,3 megawatt og opføres af energiselskabet E.On. Når havvindmølleparken står færdig i 2010, kan den levere vedvarende energi til 230.000 husstande.

Kilde: Bladt Industries

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078