23948sdkhjf

Bobach Smedeværksted vinder pris

Sammen med to andre virksomheder er Bobach Smedeværksted i Aalborg blevet kåret som vindere af Seniorpraksis Prisen 2009.
Prisen er en anerkendelse til virksomheder, der har gjort en målrettet indsats for at forbedre arbejdsforholdene for seniorerne. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg lægger vægt på, at virksomheder med en god seniorpraksis på én og samme tid gør noget nyttigt for virksomheden, for seniorerne og for arbejdsmarkedet.

- Virksomheder med en god seniorpraksis gør ikke bare seniorerne en tjeneste. De sikrer sig også, at de selv længst muligt får det bedste ud af deres seniormedarbejdere og deres værdifulde erfaring. Samtidig er virksomhederne med til at fremtidssikre det danske arbejdsmarked. For Danmark får ekstra meget brug for seniorerne i årtierne, der kommer. Derfor håber jeg, de gode eksempler i vindervirksomhederne vil inspirere endnu flere virksomheder til at få en god seniorpraksis, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg.

Løbende dialog er vejen frem
Hos Boback Smedeværksted vil ledelsen gerne fastholde de ældre, erfarne medarbejdere.

- De har en masse viden og erfaring, som de kan trække på, og derfor er de meget værd for virksomheden, siger direktør Poul Bobach.

Når en medarbejder hos Bobach Smedeværksted nærmer sig senioralderen, er det vigtigt for virksomheden at finde ud af, hvilke forventninger og ønsker de har til deres sidste år på arbejdsmarkedet. Det er ikke kun en enkelt samtale, det drejer sig om, men en løbende dialog. På den måde har den enkelte medarbejder mulighed for at bringe nye ønsker og forventninger på bane, og det er muligt for begge parter at gribe ind og ændre ved forholdene, hvis det bliver nødvendigt.

Fleksibilitet giver glade seniorer
Virksomheden har i øjeblikket to seniormedarbejdere, der arbejder tre dage om ugen, og indtil for nylig havde Bobach også en medarbejder på 67 år, som arbejdede halve dage.

- For de ældre medarbejdere er lønnen knap så vigtig. Det er vigtigere for dem også at have tid til børnebørn med videre. Derfor sætter de pris på muligheden for nedsat tid. Sammenlignet med en pension har de stadig en fin løn, og de har stadig glæden ved at udføre et godt stykke arbejde og have et godt sammenhold med deres kolleger, siger Poul Bobach.

Win-win
Medarbejderne nyder godt af initiativerne, og virksomheden oplever fordele ved, at seniorerne giver deres viden og erfaring videre til lærlinge og yngre medarbejdere.

Seniorpraksissen betaler sig for begge parter. Et godt eksempel på det er en medarbejder hos Bobach, der fik 14 dage fri for at finde ud af, om det var tid til at gå på pension. Efter de 14 dage meddelte han, at det ikke var tilfældet, og han fortsatte i stedet på nedsat tid. Bobach er overbevist om, at den åbne og løbende dialog sikrer seniormedarbejdernes trivsel i hverdagen, og at de derfor får lyst til at blive nogle ekstra år.

Bobach Smedeværksted A/S udfører smedearbejde inden for byggeriet. Virksomheden har 25 medarbejdere, hvoraf syv er over 50 år.

Udover Bobach Smedeværksted vandt Fanø Kommune prisen i kategorien offentlige virksomheder, og entreprenørvirksomheden Enemærke og Petersen A/S vandt prisen i kategorien store virksomheder.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet - http://www.bm.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143