23948sdkhjf

Eksplosiv vækst hos nordjysk mekanik-virksomhed

Weesgaard Mechanical Support voksede med 300 procent i 2016.

I 2014 startede Peter Weesgaard sin virksomhed, Weesgaard Mechanical Support, som enkeltmandsvirksomhed. I dag tæller selskabet syv ansatte, og Hirtshals-virksomheden nåede i 2016 en vækst på 300 procent. Det skriver Marcod i en pressemeddelelse.

Året var også et år, som stod i investeringens tegn, hvorfor der blandt andet er blevet investeret i Chris-Marine udstyr, så det nu er muligt at løfte flere og større opgaver både på rejsearbejde samt på værkstedet i Hirtshals.

For selvom de fleste opgaver ligger ude hos kunderne, har Weesgaard Mechanical Support også et værksted i Hirtshals, hvor de kan tage dele med hjem, som kunderne ønsker renoveret. Det kan være mindre motorer og gear, vandpumper, topstykker med videre.

- Et af vores mange udviklingsmål for virksomheden er blandt andet at få flere opgaver på Hirtshals Havn. Weesgaard Mechanical Support ApS er medlem af Hirtshals Service Group, hvor man samarbejder om at få flere opgaver trukket til Hirtshals Havn, forklarer Charlotte Weesgaard, der siden juni 2016 har været ansat på fuld tid i virksomheden som projektassistent.

Weesgaard Mechanical Support har få, men store og trofaste kunder. I 2017 har virksomheden derfor ligeledes fokus på at udvide virksomheden med flere kunder og gerne med flere gearreparationer, hvor motoropgaver i dag fylder mest.

2017 sætter fokus på organisationsudvikling
Virksomheden har som én ud af 30 perspektivrige nordjyske virksomheder været med i Det Maritime Vækstprogram, som administreres af det maritime brancheudviklingscenter Marcod. Her har de i samarbejde med virksomhedskonsulent Carsten Øvlisen udarbejdet en strategi- og handlingsplan for firmaet, som Peter og Charlotte Weesgaard sætter fokus på i 2017:

- Efterspørgsel betyder, at vi helt sikkert skal ansætte flere i 2017. Vi har derfor i vores strategi fokus på udviklingen af vores ledelseskompetencer i takt med virksomhedens vækst, samt udviklingen af vores medarbejdere. Vi ønsker at vækste i et tempo, hvor vi selv, vores medarbejdere og ikke mindst kvaliteten af vores arbejde kan følge med, siger Charlotte Weesgaard, der allerede har opkvalificeret sine kompetencer med en maritim projektlederuddannelse, som Marcod har udviklet med EUC Nord og Martec. 

Weesgaard Mechanical Support laver totaloverhalinger på hovedmotorer, gear og hjælpemotorer samt andre mekaniske opgaver på maritime fartøjer. Kunderne er primært norske rederier, mindre danske rederier og værfter. Kunderne er fortrinsvis fra Skandinavien, og 85 procent af opgaverne bliver løst som rejseopgaver.  

/he/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08