23948sdkhjf

Danmark skal udvikle fremtidens sprøjtestøbeforme

Nyt internationalt samarbejde vil udvikle næste generation af produktionsværktøjer til sprøjtestøbning og formgivning i plast ved hjælp af specialudviklede overfladebehandlinger.

Super-Moulds-projektet har til formål at reducere klæbning og friktion mellem plastik og forme i traditionel sprøjtestøbning og plastformgivning via avancerede overfladebelægninger og overfladetekstureringer. Overfladebehandlingerne vil føre til en effektivitets- og levetidsforøgelse af formene samt en signifikant kvalitetsforbedring af de støbte plastemner. Den nye løsning forventes ydermere at udvide det stabile procesvindue, hvilket vil muliggøre fremstilling af hidtil uopnåelige produkter. Det oplyser Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

Klæbning og høj friktion mellem plastik og støbeform vanskeliggør afformningsprocessen i forbindelse med traditionel plastsprøjtestøbning og plastformgivning. Dette nødvendiggør lange køletider for at undgå deformationer af de støbte emner og fører til procesafbrydelser i forbindelse med rengøring samt reduceret levetid af formene.

Projektet vil udvikle forme til plastsprøjtestøbning og plastformgivning med en høj ydeevne, der muliggør en produktivitetsforøgelse på op til 50 procent, samtidig med at kvaliteten af de støbte emner og levetiden af formene øges signifikant. Dette vil være med til at sikre, at man kan bibeholde produktion i højtlønslande som for eksempel Danmark og Schweiz.

Innovationsfonden og den statslige fond SERI fra Schweiz er gået sammen om at finansiere partnerne bag Super-Moulds projektet under en fælles EUREKA-ramme.

I projektet videreføres den eksisterende empiriske viden på området til en kvantitativ kortlægning af overfladebehandlinger og formgeometrier for forskellige plastiktyper via en nyligt udviklet industriel testopstilling i regi af et netop afsluttet Eurostars-projekt (E7412 Super-Slip). På baggrund af denne kortlægning vil der blive udviklet nye overfladebelægninger og overfladetekstureringer, som skal forbedre formenes slipegenskaber betydeligt.

- Super-Moulds projektet giver en helt enestående mulighed for at udvikle fremtidens sprøjtestøbningsforme og processer, der ikke alene kan forbedre kvaliteten af de støbte emner. Men som samtidig også øger produktiviteten gennem kortere cyklustider, idet de støbte emner bliver nemmere at afforme. At vi er kommet så langt skyldes udelukkende, at vi de sidste tre år har arbejdet sammen med de schweiziske projektpartnere i et Eurostars-projekt, hvor vi har udviklet en ny og banebrydende metode til at kvantificere afformningskræfterne under selve sprøjtestøbningsprocessen. Super-Moulds-projektet er en enestående mulighed for at kunne gøre en altafgørende forskel for den europæiske sprøjtestøbningssektor, siger centerchef Lars Pleth Nielsen, Tribologicenter, Teknologisk Institut.

For at understøtte udviklingen involveres eksperter i forskning, udvikling og produktion af avancerede overfladebelægninger (Teknologisk Instituts Tribologicenter), sprøjtestøbningseksperter (Haute école d’ingénierie et d’architecture Fribourg, Schweiz) samt partnere med avancerede teknologier til overfladeteksturering (AgieCharmilles, Schweiz) og karakterisering heraf (Dansk Fundamental Metrologi). Formidling og industriel anvendelse af løsningerne fremmes gennem involvering af brancheforeningen for danske plastvirksomheder (Plastindustrien) og den schweiziske plastindustri.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064