23948sdkhjf

Kilde-direktør: Vi skal være en global specialist

Omsætningen dykkede i 2015, men nye kunder og et skarpt fokus på nicher giver vækst i år hos maskinbyggeren.
Manglende ordrer fra store kunder i starten af 2015 ramte Kilde Automations omsætning. Men en ny strategi, der skal give en mere balanceret kundebase og blev søsat for to år siden, kan nu mærkes i tykkelsen på ordrebogen.

- Vi har haft stor succes med at tiltrække nye kunder. 2016 er startet rigtig godt, og vi er gået ind i året med den største ordrebeholdning, som vi har haft i meget lang tid, siger administrerende direktør Peter Friis, Kilde Automation.

Maskinbyggerens resultat før skat dykkede sidste år fra knap to millioner kroner til 160.000 kroner.

Nyt ben giver eksport
I den strategiske retning, som den administrerende direktør har udstukket, skal Kilde Automation udvikle sig fra at være en lokal generalist til en global specialist.

Strategien har allerede bragt maskinbyggeren bredt ud på det europæiske marked for maskiner og automation til fødevareemballering - og nu begynder forespørgslerne også at komme på det globale marked.

- Vi har en solid og fast del af vores omsætning, som kommer fra eksport, og det er noget nyt i vores forretning. Vi har haft rigtig stor succes uden for Danmark, fordi en del af vores strategi baserer sig på et fokusområde, der er målrettet automationsløsninger til fødevareemballering, siger direktøren og tilføjer, at et strategisk samarbejde med en stor flymadsleverandør fylder godt i ordrebogen.

Giver omsætningsvækst på sigt
Maskinbyggeren har dog ikke glemt sine tætte samarbejdspartnere i den danske fremstillingsindustri. Det nye kundemix giver derimod en god spredning på brancher, lande og kunder.

- Vores omsætning var historisk fordelt på for få store kunder. Og det nye ben er for at udvide forretningen og gøre os mere immun overfor udsving ved enkelte kunder. Når de kunder, der i øjeblikket er tilbageholdende med investeringer, kommer igen, får vi en omsætningsvækst på toppen af den vækst, vi oplever i lige nu, uddyber Peter Friis.

Kilde Automation har som en konsekvens af den øgede aktivitet også ansat flere medarbejdere og har tænkt sig af ansætte flere nye i år.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

3.033