23948sdkhjf

Letvægtsmaterialer i fokus på Hannover Messe

Færre ressourcer, mindre vægt og fremtidssikring. Innovative letvægtsmaterialer og konstruktionsteknologier finder ind i stadigt flere områder af industrien.
Anvendelse af letvægtsmaterialer har længe været brugt i automobilsektoren og har efterhånden spredt sig over til den mekaniske industri og procesverdenen.

Teknologien er et vigtigt element på Industrial Supply-udstillingen, der er en del af Hannover Messe, der bliver afholdt mellem 7. og 11. april.

Ifølge Marc Siemering, senior vicedirektør for Hannover Messe, så er messen ikke til at komme uden om, hvis man arbejder med vægtbesparende teknologier og deres praktiske applikationer i en industriel sammenhæng. Nye materialer kræver nye processer og derfor også nyt maskineri og nye fabriksanlæg.

Under dette års Hannover Messe vil man ifølge Siemering kunne se den nyeste udvikling inden for letvægtsdesign og –konstruktion på undermesserne Industrial Supply, MobiliTec, Industrial Automation og Research & Technology.

Lærer af naturen
Siemering påpeger, at Moder Natur i mange tilfælde er den bedste læremester, når konstruktørerne realiserer deres lette, men stærke designs. Den påstand understøtter Dr. Thomas Heber fra det tyske Institut for Letvægtskonstruktion og Plastteknologi (ILK) på det Tekniske Universitet i Dresden, med en simpel kaktus som eksempel. Forgreninger på en kaktus er i modsætning til træers grene meget tynde, men alligevel udgør de ikke det svageste punkt i kaktussen. Ved at studere strukturen i sådan en plante kan teknikere fremstille nye stressresistente materialer, der vil kunne åbne døren for helt nye applikationer inden for letvægtsdesign og –konstruktion.

Thomas Heber, der også repræsenterer ILK inden for fagnetværket for kulstofkompositmaterialer, understreger behovet for at udvikle produkter, som bruger færre materialer og mindre energi. I tysk industri samler man viden og forskningsressourcer for at opdage nye teknologier og områder, hvor højtydende letvægtsmaterialer kan komme til deres ret – og rette brug.

Især inden for CFRP (carbon fibre reinforced plastics) har man på det seneste opnået betydelige fremskridt. Det er uden tvivl nogle af de dyreste materialer for tiden, men mange ingeniører vil gerne bruge CFRP, da de har fremragende styrkemæssige egenskaber. BMW har fx i deres nye i3 og i8 serier fremstillet hele kabinen med sprøjtestøbnings- og resinteknologier.

Kombinerer stål og kulfiber
Et andet meget spændende konstruktionsteknisk område er “multi-materiale design” (MMD), hvor man kombinerer metaller eller stål med kulfibre, hvilket giver materialer med helt nye egenskaber. Universitet i Landshut udstiller på Hannover Messen, og der vil man kunne møde forskeren Marc Bicker fra universitets Lightweight Construction Cluster. Standen vil sammen med hele sektoren, Industrial Supply, vise kombinationer af forskellige materialer, som også omfatter nye montage- og befæstigelsesteknikker som eksempelvis spotweld-bonding. Blandt de nye teknikker er også den såkaldte funktionelle integration, der samler lejer og fjedre i én samlet, integreret komponent.

Hannover Messen 2014 er en vigtig platform for udstilling af højtydende konstruktions- og befæstigelsesteknologier. Sidstnævnte er indeholdt i temaområdet “Adhesive Technology”, der er underlagt Industrial Supply. Komposit- og avancerede montage- og befæstigelsesteknologier indgår i dag i luftfart, bilindustrien og også inden for energisektoren og til mekanisk design.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078