23948sdkhjf

Nyt om navne: Bredsgaard styrker produktionen

44-årige Jens Erik Kusk er blevet ansat til at indgå i produktionen af Bredsgaards patenterede net- og pakkemaskine.
Selv om foråret kun så småt har indfundet sig, har Bredsgaard A/S i Kjellerup allerede blikket rettet mod juletræssæsonen i slutningen af året. Inden sæsonstarten til november skal Kjellerup-firmaet nemlig levere de første 15 eksemplarer af sin nye, patenterede juletræs-net- og pakkemaskine Tree Tech til danske juletræsproducenter og skoventreprenører.

Det er baggrunden for, at Bredsgaard netop har ansat den 44-årige mekaniker Jens Erik Kusk til at styrke produktionen af juletræsmaskinen. Her skal han have et tæt samarbejde med Bredsgaards indehaver Bent Hansen, der sammen med firmaets administrerende direktør Ivan Tang har udviklet maskinen.

- Fagligt er Jens Erik meget velkvalificeret. I sine tidligere job har han arbejdet meget med både mekanik, hydraulik og el-montage, der alt sammen indgår i produktionen af Tree Tech juletræs-maskinen. Med sin servicemæssige indstilling, sit åbne væsen, sit gode humør og sin direkte, men venlige facon passer han også rent menneskeligt godt ind i det eksisterende team hos Bredsgaard, siger administrerende direktør Ivan Tang.

Alsidig faglig baggrund
Jens Erik Kusk, der oprindelig er udlært automekaniker i Skægkær, har en bred faglig baggrund. Således var han i flere år ansat til vedligehold og reparation af rullende materiel ved anlæggelsen af Storebælts-forbindelsen, han har arbejdet hos AP Maskiner i Grauballe og var i en årrække med til at producere lastbilkraner hos Dieselhuset i Silkeborg.

- Jeg er utroligt glad for mit nye arbejde, hvor jeg både bliver involveret i produktionen af juletræsmaskinen og samtidig skal arbejde ”i marken” – med service, vedligehold og reparation af juletræs-maskinerne ude hos brugerne. Det glæder jeg mig meget til, siger Jens Erik Kusk.

Han er bosat i Frederiksdal og far til to børn, Jeanette og Jacob på henholdsvis 16 og 17 år. En stor del af sin fritid tilbringer han på Jysk Brandmuseum i Kjellerup, hvor han arbejder som frivillig.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.152