23948sdkhjf

To kilometer gelændere fra Pipetek til svensk banegård

Rørbuknings-virksomheden har fået en god start på året - senest har man bukket hele 2 km gelændere til en svensk banegård.
Et samarbejde mellem to underleverandører på tværs af grænserne har udmøntet sig i, at brugerne af banegården i Umeå i det nordlige Sverige fremover skal holde om gelændere bukket i Vestjylland. Jannebergs Smide AB er i hjemlandet kendt for at tage opgaver ind, som kræver en finere tolerance end traditionelt smedearbejde. Netop Pipeteks kompetencer i den anden ende af spektret har gjort de to virksomheder til et perfekt match. Direktør Lars Juul Jensen siger:

- Det er ingen hemmelighed, at vi hører til i den mere grove del af industrien, mens Janneberg fokuserer på detaljen. Det faktum gør, at vi supplerer hinanden godt. Vi har tidligere bukket et par prototyper for dem, men dette er det første store projekt, vi laver sammen, fortæller Lars Juul Jensen.

Fordele ved eksport
Umeå Centralstation har været under ombygning siden 2010, og projektet forventes endelig færdiggjort til sommer. De nye gelændere er allerede monteret, og hele to kilometer rør er blevet sendt af sted fra produktionen i Outrup, hvor de også har fået den sidste bearbejdning. Lars Juul Jensen fortsætter:

- Materialet er af en finere kvalitet, end det vi ellers plejer at arbejde i. Vi har bukket slebne rustfri dekorationsrør, og det kræver selvsagt en anden tilgang end bukning af store grove kedelrør til eksempelvis et kraftvarmeværk. Især når vi også har afsluttet gelænderne med forskellige krumninger.

Det er stadig de danske kunder, som fylder mest i ordrebøgerne, men Norge og Sverige er de naturlige eksportmarker for en mindre virksomhed som Pipetek, da logistikken er til at håndtere. Samtidig er der flere fordele ved eksportordrerne, mener direktøren.

- Vi er meget konkurrencedygtige på både pris og kvalitet i de andre nordiske lande. Det har taget os flere år at få hul igennem til Sverige, men når man har leveret den første ordre, er de til gengæld meget trofaste. Samtidig får vi ofte nogle anderledes opgaver fra udlandet, som eksempelvis den til Umeå Centralstation, og det er med til at udvikle os her i huset. Det er også til gavn for alle vores danske kunder, slutter Lars Juul Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114