23948sdkhjf

Sanistål giver den fuld skrald i nyt genanvendelsesprojekt

På bare en måned er genanvendelsesprocenten af affald næsten fordoblet i Saniståls butik i Thisted. Nu skal det vellykkede pilotprojekt rulles ud til samtlige butikker, som gerne skal øge deres genanvendelsesprocent til over 80.

- Hidtil har vi haft en gennemsnitlig genanvendelsesprocent af vores affald fra butikker og kontorlokationer på mellem 50 og 60 procent. Det er pæne tal, men vi vil gerne gøre det endnu bedre. På vores centrallager er den samlede genanvendelsesprocent for alle typer affald helt oppe på 87 procent, og vi har været nysgerrige på, om det er realistisk, at butikkerne kan opnå en lige så høj genanvendelsesprocent, siger bæredygtighedschef Gitte Østergaard Futtrup i en pressemeddelelse.

Siden december har Sanistål derfor testet en ny affaldsløsning i Saniståls butik i Thisted. Det er sket i samarbejde med Marius Pedersen A/S, som er en af Danmarks største virksomheder inden for renovation og genanvendelse.

- Resultaterne ikke bare overstiger vores forventninger. Vi er stolte af det, vi har opnået. I Thisted er genanvendelsesprocenten på blot en måned næsten fordoblet, så den nu er på mere end 70 procent. Nu ruller vi projektet ud på alle Saniståls lokationer, siger Gitte Østergaard Futtrup.

”Butikken er gået seriøst til opgaven”

I Thisted er der sat syv forskellige affaldsbeholdere op. Der er for eksempel kommet en ekstra kategori kun til strapexbånd. Hvis kunderne pakker kasser op i butikken, kan de nemt skille sig af med pap og plast i forskellige spande.

- Sanistål er kommet godt i gang og er både meget seriøse og klare i spyttet i forhold til deres mål om at genanvende mest muligt affald. Det er et virkelig flot resultat, og genanvendelsesprocenten i Thisted-butikken vil formentlig stige yderligere i løbet af i år. Det er imponerende, at butikken er gået så seriøst til opgaven og har opnået så meget på så kort tid. Det tegner godt, når nu alle butikker skal med, siger Tommy Balslev Jørgensen, der som miljøkonsulent hos Marius Pedersen A/S og har rådgivet Thisted-butikken om sortering af affald og størrelser på affaldscontainere.

Skræddersyede løsninger og data

Efter den seneste affaldsbekendtgørelse skal danske virksomheder nu sortere affald på linje med private husholdninger. Når Sanistål nu ruller sit genanvendelsesprojektet ud til alle 36 lokationer, er målet at løfte genanvendelsesprocenten til langt over 80 procent.

- Vi er ambitiøse på egne vegne, og Marius Pedersen A/S har den ekspertise, det kræver at kunne nå i mål. De stiller miljøkonsulenter til rådighed, der sikrer, at alle butikker får affaldsløsninger, der er skræddersyede. Derudover får vi adgang til data, der gør, at når måneden er omme, kan vi måle og dokumentere, hvor meget affald vi genanvender og hvor meget der ender som småt brændbart. Dokumentationen er vigtig for os, siger Gitte Østergaard Futtrup, og fortsætter:

- Det er ikke svært at sortere affaldet i de rette kategorier. I bund og grund handler det om, at vi tager de gode vaner hjemmefra med på arbejde. Det kan godt være, vi måske skal gå lidt længere for at komme af med vores affald, men jo mere vi genanvender, jo mindre CO2 udleder vi. Vi tror på at kunne se resultaterne af vores fælles indsats i sensommeren, slutter Gitte Østergaard Futtrup.

Se nøgletal for:
Læs mere om: bæredygtighed
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.782