Fra den 1. juli 2014 bliver det lovpligtigt at foretage CE-mærkning af stål- og aluminiumskomponenter, men som følge af krav fra flere store kunder har Fyns Smedejerns Trapper allerede nu valgt at få CE-mærket sine stålkonstruktioner, altaner og trapper.
- Man kan sige, at vi nu har papir på, at vi er i stand til at levere god kvalitet – men det vidste vi nu godt, siger direktør Alan Plehn Holm med et smil.
Hans virksomhed har lige nu travlt med mange store projekter rundt i hele landet, og ordrebogen ser godt fyldt ud.
- Vi har masser af gode, faste kunder, som kommer igen og igen – men vi kan sagtens finde plads til nye, og med certificeringen kan vores kunder se, at de ikke køber "katten i sækken", siger Alan Plehn Holm.
Fyns Smedejerns Trapper har gennem det sidste halve år arbejdet på at få tilpasset og dokumenteret processerne. Det er sket med hjælp fra Innova Consulting, som har fokus på at hjælpe virksomheder med at opbygge kvalitetsstyringssystemer iht. EN 1090-1. Intertek Danmark stod for selve certificeringen.
Samarbejdet med Innova Consulting og Intertek Danmark forløb, ifølge Alan Plehn Holm, helt gnidningsløst.
- De er i stand til i fællesskab at få praktik og teori til at gå op i en højere enhed, fortæller direktøren, der fremadrettet vil bruge CE-certificeringen som et aktiv i markedsføringen.
Læs mere om DS/EN 1090-1 på www.dscert.dk