23948sdkhjf

Dansk virksomhed skal levere brandsikring for millioner til Gurit

Gurit, der blandt andet har produktion i Ringkøbing, investerer et millionbeløb i brandsikring til produktionen på otte fabrikker rundt om i verden.

Det er danske Safevent, der skal løse opgaven. Brandsikringsspecialisten fra Hjørring har fået ordre på 2,3 millioner kroner på gnist- og røgdetekteringssystemer samt kontraklapper, der isolerer bearbejdningsprocesser i tilfælde af brand.

Investeringen er et led i Gurits safety-first politik, hvor især bearbejdningsmaskinerne udgør en risiko for gnist- og røgdannelse, som i værste tilfælde kan udvikle sig til en eksplosion.

- Vi har en del bearbejdningsmaskiner, hvor der kan opstå gnister på grund af friktion og forhøjede temperaturer. Det samme kan ske, hvis der gemmer sig sten eller lignende i de materialer, vi bearbejder. Derfor er det vigtigt, at vi effektivt opsporer gnister og røgdannelse og derved minimerer risikoen for brand, der kan være bekostelig for både os og vores kunder, siger Henrik Bjørn Andersen, der er head of facility & equipment hos Gurit, i en pressemeddelelse.

Flere søger rådgivning om brandsikring

Safevent er specialist i løsninger til forebyggelse, begrænsning og bekæmpelse af brand og eksplosion i produktionsanlæg på tværs af industrier. Virksomheden har de senere år udviklet sig til en turnkey-leverandør, der håndterer hele processen fra projektering til idriftsættelse. Virksomheden håndterer også den efterfølgende servicering, enten i eget regi eller gennem samarbejdspartnere.

For stifter og administrerende direktør i Safevent, René Hvidkær Jørgensen, er den store ordre fra Gurit resultatet af et målrettet fokus på at rådgive virksomheder i industrien om, hvordan man effektivt sikrer medarbejdere, produktionsapparat og bygninger mod brand og eksplosion.

- Fokus på sikkerhed i produktionsanlæg er gradvist forøget gennem de sidste 15 år. Vi oplever, at virksomheder i dag i langt højere grad søger ekstern rådgivning i forhold til brandsikring. Og aftalen med Gurit bekræfter mig i, at de ting, vi gør, er de rigtige, siger René Hvidkær Jørgensen.

Brug for fleksible underleverandører

Med fabrikker spredt over hele verden er det en høj prioritet for Gurit at have underleverandører, der er fleksible og omstillingsparate. Det skyldes de store tidsforskelle mellem fabrikkerne samt ikke mindst virksomhedens rolle som leverandør til den globale vindindustri, der er præget af et omskifteligt politisk klima.

- Med jævne mellemrum står vi over for en ny situation i vindindustrien, der gør, at vi er nødt til at flytte produktion og udstyr for at være tæt på vores kunder. Derfor har vi brug for, at vores underleverandører er fleksible og kan rykke ud, når behovet opstår – uanset om det er i Tyrkiet, Mexico, Indien eller Kina, forklarer Henrik Bjørn Andersen.

Gurit skal i den kommende tid flytte sin produktion af vingekits fra Ringkøbing til henholdsvis Spanien og Tyrkiet. Her får Safevent til opgave at afmontere det eksisterende brandsikringsudstyr på fabrikken i Danmark og efterfølgende installere udstyret på fabrikkerne i Spanien og Tyrkiet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.192