23948sdkhjf

Offshore-rig i Esbjerg gøres klar til CO2-lagring i Nordsøen

Offshore-riggen Noble Resolve er netop ankommet til Esbjerg Havn, hvor riggen nu skal gøres klar til at indtage en nøglerolle i Project Greensand. 

Noble Resolve skal efterses, opgraderes og optimeres, så den kan bruges til at lagre CO2 1.800 meter under Nordsøens havbund sikkert og permanent - som en del af Project Greensands pilotprojekt.

- Vi er glade for, at vi nu kan komme i gang med at klargøre Noble Resolve til at udfylde dens afgørende rolle i arbejdet med at lagre CO2 i Nordsøen. Vi er stolte af at kunne bidrage til et så vigtigt projekt med vores udstyr og kompetencer, siger Rune Loftager, head oftTechnology and decarbonization, Noble Corporation.

Project Greensand arbejder for at teste, udvikle og demonstrere, at der sikkert kan lagres CO2 i den danske undergrund, for derved at levere et markant bidrag til den grønne omstilling i Danmark.

Udstyr til CO2-lagring installeres

Noble Corporation fusionerede tidligere på året med Maersk Drilling, så riggen, der tidligere gik under navnet Maersk Resolve, er vant til arbejdet på Nordsøen. Den kommer direkte fra en operation i den britiske del af Nordsøen og skal nu opgraderes, så den sikkert og effektivt kan bidrage til at sende CO2 ned i reservoiret, hvor det lagres sikkert og permanent 1.800 meter under havbunden.

Under opholdet i Esbjerg vil Noble Resolve få installeret udstyr til at pumpe CO2 ned i undergrunden. Udstyret er udvalgt og leveret af et andet medlem af Project Greensands konsortium, Semco Maritime.

- Semco leverer udstyret til riggen, og vi skal nu sørge for, at det bliver installeret korrekt og kan arbejde sikkert og effektivt sammen med riggens andre systemer. Dermed konverterer vi riggen fra dens oprindelige formål, at bore efter olie og gas, til at kunne håndtere de store mængder CO2, som skal pumpes fra et transportskib op på riggen og videre ned i reservoiret. Arbejdet i Esbjerg skal sikre, at vi kan komme sikkert og hurtigt i gang med pilotprojektet, når Noble Resolve ankommer til Nini-feltet på Nordsøen, siger Rune Loftager.

Desuden skal Energy Efficient Insight idriftsættes på Noble Resolve.  Det er et digitalt værktøj, der overvåger energiforbruget på riggen i detaljer og dermed giver besætningen mulighed for at opnå den mest energieffektive operation.

Sikkerheden i højsædet

Foruden de nye installationer skal sikkerhedsprocedurerne på Noble Resolve også gennemgås og tilpasses. De nuværende sikkerhedsprocedurer er indrettet til olie- og gasboringer, hvilket indebærer andre, og ofte større, risikoelementer end arbejdet med at lagre CO2. Ikke desto mindre skal der være styr på operationen på Nordsøen, hvor 40 til 50 personer vil arbejde med CO2-lagringen fra riggen.

- CO2 er som udgangspunkt mindre farligt end de gasser, vi normalt skal kunne håndtere ombord. Det er ikke eksplosionsfarligt, og der skal en større koncentration til, før det udgør en risiko. Men sikkerheden står som altid over alt andet. Derfor er korrekte sikkerhedsprocedurer naturligvis afgørende for, at projektet kan lade sig gøre, siger Rune Loftager.

Stor, iøjnefaldende milepæl

Noble Resolves ankomst til havnen i Esbjerg er endnu et fremskridt i Project Greensands arbejde for at teste, udvikle og demonstrere, at der sikkert kan lagres CO2 i den danske del af Nordsøen - som et markant bidrag til den grønne omstilling i Danmark. At de tårnhøje stålkonstruktioner på Noble Resolve tages i brug, er en af de mest iøjnefaldende milepæle i det fremskredne arbejde med Project Greensand.

- Vi er naturligvis utroligt glade for, at Noble Resolve nu ligger for kaj i Esbjerg, så vi kan tage endnu et afgørende skridt i Project Greensands pilotfase. Alle 23 partnere i vores konsortium arbejder stenhårdt på at nå i mål, og her er riggens ankomst et meget håndgribeligt bevis på, at vi nærmer os den første sikre lagring af CO2 i Danmark med henblik på at reducere CO2-udslippet til atmosfæren, siger Søren Reinhold Poulsen, Project Director i Project Greensand.

Arbejdet med klargøringen af Noble Resolve ventes at tage tre-fire uger. Når det er afsluttet, vil riggen forlade Esbjerg Havn for at indtage sin position over reservoiret ved Nini West. Project Greensand forventer at påbegynde lagringen af CO2 i den danske del af Nordsøen omkring årsskiftet.

Om Project Greensand

Konsortiet bag Project Greensand består af 23 virksomheder og organisationer, der samarbejder for at levere et markant bidrag til den grønne omstilling i Danmark gennem lagring af CO2 under havbunden i Nordsøen.

I december 2021 tildelte EUDP Project Greensand 197 millioner kroner med henblik på netop at udvikle og demonstrere CO2-lagring i Nordsøen. Projektet er i øjeblikket i pilotfasen - fase 2 - hvor lagringsprocessen udvikles, testes og demonstreres.

Kilde: Project Greensand

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.658