- Lige pludselig skulle vi betale 1,5 millioner kroner om måneden i strøm
Uldalls Jernstøberi er som mange andre i branchen blevet ramt hårdt af de stigende elpriser. Det skriver JydskeVestkysten.
- Lige pludselig skulle vi betale 1,5 millioner kroner om måneden i strøm, hvor vi to år tidligere betalte 150.000 kroner for den samme mængde. Årsagen til, at vi ser en tidobling, er, at vi kører på den rå elpris med få afgifter i forhold til, hvad en almindelig husstand betaler. Og når den rå elpris stiger så meget, så er det voldsomt for vores lille forretning. Vi har været presset på likviditeten flere gange, hvor prisen har været helt oppe at ringe, siger salgsdirektør Dion Brun til JydskeVestkysten.
Det har dog været muligt for Uldalls Jernstøberi at sende en del af regningen videre til kunderne, fordi man tager forbehold for stigninger i energipriserne i ordrebekræftelserne. De kunder, der ikke umiddelbart har villet acceptere en prisstigning, må derfor pænt vente med at få deres varer produceret, til elprisen er mere gunstig.
De galoperende elpriser har dog ikke lagt en dæmper på aktivitetsniveauet på støberiet. Støberiet arbejder lige nu med leveringstider på 16-20 uger, og det er ganske betragteligt over de normale seks-otte uger.