23948sdkhjf

Alumeco tager næste skridt på klimarejsen

Alumeco har siden 2020 arbejdet med at kortlægge og reducere virksomhedens klimapåvirkning i de såkaldte scope 1 og 2, der er de direkte udledninger fra virksomhedens produktion, og den energi de indkøber.

Nu tager man fat på scope 3, som omfatter hele værdikæden fra udvinding af metaller til skrot og genanvendelse.

Det er netop i scope 3, at Alumeco har langt den største klimapåvirkning – faktisk er udledningen fra værdikæden 290.000 gange større end Alumecos egen udledning.

Langt, sejt træk

I første omgang har Alumeco valgt at fokusere på transporten mellem leverandører, virksomheden selv og kunderne. Her er først skridt at kortlægge den samlede udledning og identificere de områder, hvor man kan gøre den største forskel.

- Som en af de største metalforhandlere i Danmark har vi et stort ansvar for at påvirke branchen i positiv retning – og vi kan flytte noget. Men det er et langt, sejt træk at arbejde med scope 3, så i første omgang skal vi forstå, hvor vi står, og hvor vi kan flytte noget, siger Per Thanning Johansen, CEO hos Alumeco Group.

Akademikere hjælper med kortlægningen

I øjeblikket hjælper en gruppe akademikere fra Lead the Talent med at skubbe projektet i gang. Rugbrødsarbejdet med at kortlægge udledningerne i scope 3 og identificere de mest oplagte indsatsområder er nemlig både tidskrævende og kompliceret.

De fem akademikere fra Lead the Talent har forskellige baggrunde inden for blandt andet bæredygtig forretningsudvikling, supply chain management og produktudvikling. Formålet med samarbejdet med Lead the Talent er, at akademikerne får mere erhvervserfaring, mens de løser et aktuelt problem for en lokal virksomhed.

Selve kortlægningen er baseret på GHG-protokollen, som er en global standard for at måle og sænke drivhusgasudledningen.

Transporten skal være grønnere

I første omgang fokuserer gruppen på transporten fra Alumeco til kunderne, fordi det er et led i værdikæden, som virksomheden ”ejer” og kan påvirke. I sidste ende er målet, at kunderne skal kunne aflæse CO2-aftrykket fra transporten af deres varer direkte på fakturaen eller via et rapporteringsværktøj.

Gruppen skal også lave konkrete anbefalinger til, hvordan Alumeco kan sænke CO2-aftrykket fra transport, for eksempel ved at stille krav til kunder og leverandører. Det skal føre til konkrete projekter i virksomhedens løbende bæredygtighedsstrategi.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11