23948sdkhjf

Simrit til kamp mod piratkopiering

Mens erhvervs- og vækstminister Ole Sohn har sikret Danmark en patentaftale med Kina, tager tætningsspecialisten anderledes kontante metoder i brug i kampen mod ulovlige kopier.
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn kunne i sidste uge meddele, at Danmark har indgået en såkaldt PPH-aftale (Patent Protection Highway) med de kinesiske myndigheder.

Aftalen kommer i kølvandet på en ny rapport fra EU-kommissionen, som viser, at antallet af tilbageholdte kopivarer i Danmark er femdoblet på blot et år, og de oplysninger har fået tætningsspecialisten Simrit til at reagere proaktivt.

Således er virksomheden begyndt at mærke strategiske paknings- og tætningsprodukter med en usynlig laserbrænding for at komme forfalskningerne til livs.

- Vi oplever, at kopieringen af varemærkebeskyttede tætningsprodukter bliver mere og mere udbredt i takt med, at EU indfører strengere og strengere kontrol med kemikalier brugt i produktionen af tætninger i gummimateriale. Nye tiltag i EU’s kemikalielovgivning er et godt eksempel på, at mange kopiprodukter slet ikke lever op til de europæiske standarder til brug fx inden for fødevareproduktion, siger Dennis Pedersen fra Simrit.

Potentiel fare ved forfalskede produkter
Metoden foregår ved, at Simrit laserbrænder ID-numre i udvalgte produkter, som ikke er synlige for det blotte øje, men gør det muligt at spore tætningers ægthed og produktionssted, hvis nødvendigt. På den måde kan Simrit stille garanti for, at produktet ikke er en billig kopivare fra fx Kina.

- Den potentielle fare ved at anvende forfalskede maskinkomponenter kan man kun gisne om. Sædvanligvis er det kun den optiske lighed, som betyder noget for produktpirater. Hvordan disse kopivarer fungerer under drift er en mere risikabel historie, siger Dennis Pedersen.

I alt blev der tilbageholdt 115 millioner produkter til en værdi på over 9,5 mia. kr. ved de europæiske grænser i 2011, hvor godt to tredjedele af kopivarerne stammer fra Kina.

Ifølge EU-kommissionens rapport destrueres hovedparten af de konfiskerede varer, hvor godt 12 procent fører til sagsanlæg.

Fakta om IP:
IP - Intellectual Property - er den engelske, men også i Danmark, gængse betegnelse for intellektuel ejendomsret. Af og til bruges synonymet enerettigheder. IP omfatter al beskyttelse af teknik og forretningskendetegn. I Danmark opdeles denne beskyttelse typisk i fire IP-typer

• Patent: Et patent er en ret til at forbyde andre at udnytte en opfindelse kommercielt i op til 20 år regnet fra ansøgningen indleveres. Det kan dermed blandt andet beskytte virksomhedens udviklingsomkostninger og skabe grundlag for licens- og samarbejdsaftaler.

• Varemærke: Et varemærke er det kendetegn, som en virksomhed markedsfører sine varer eller ydelser under. En registrering af et varemærke kan blandt andet bruges til at sikre retten til varemærket, inden der investeres i markedsføring.

• Design: Et design er formgivningen og udseendet af et produkt. En registrering af et design kan blandt andet anvendes til at hindre andre i at bruge samme eller lignende design i deres produkter.

• Brugsmodel: Kaldes også "det lille patent" og kan blandt andet bruges til at få en hurtig registrering af eneretten til en frembringelse. Beskyttelsens varighed er kortere og kravene til opfindelseshøjden mindre end ved et egentligt patent.

Fakta om patenter:
Et dansk patent kan anvendes til…
• at beskytte virksomhedens udviklingsomkostninger
• at hindre andre i at udnytte opfindelsen
• at skabe grundlag for licens- og samarbejdsaftaler
• at holde konkurrenter på afstand
• at stå stærkere i konfliktsituationer
• at skabe grundlag for kvalificerede beslutninger om patentansøgninger i udlandet

Hos Patent- og Varemærkestyrelsen er grundgebyret for en patentansøgning 3.000 kr. Efter cirka syv måneder får ansøgeren svar på sin ansøgning og kan så videreføre den internationalt som en international ansøgning (PCT), en europæisk ansøgning (EP) eller i de enkelte lande. Kan patent udstedes, sker det normalt efter tre år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078