23948sdkhjf

Klumme: Et samfundsøkonomisk problem, der truer små og mellemstore virksomheder…

Igen og igen hører jeg fra medlemsvirksomheder, der oplever, at deres store kunder kræver længere betalingsfrister, helt op til løbende måned + 60 dage – altså tre måneder fra levering til betaling.
Klumme af Jim Stjerne Hansen, formand for DS Håndværk & Industri

Den var ikke gået med mine mælkeindkøb nede i Brugsen eller med betalingen af min el-regning... Underleverandørerne, vores medlemmer, er pressede. De oplever et stigende træk på deres likviditet og kassekredit, og samtidig kan de på grund af bankernes meget stramme kurs ikke få lån, som kan afhjælpe den situation, der er opstået på grund af de manglende betalinger.

Historien er rigtig god (eller faktisk rigtig dårlig, om man vil) – faktisk lige til forsiden: ”De store tryner de små”. Problemet er bare, at de mindre virksomheder ikke ønsker (eller tør) stå frem på grund af risikoen for at miste deres store kunder, som jo bare kan gå et andet sted hen med deres ordre, hvis der er ”bøvl”.

Samfundsøkonomisk er kravene om lange betalingsfrister og dermed sene betalinger et problem, og derfor må vi som samfund tage de nødvendige forholdsregler til at kunne forebygge den slags. I dag er problemerne skubbet hen, hvor de er dyrest at løse. Det er dyrest for de små virksomheder at optage kredit – hvis de da overhovedet kan få det. De små virksomheder bliver dermed stækket alvorligt i deres udviklingsmuligheder, og det er en reel trussel for den opblomstring af dansk produktion og eksport, vi har så meget brug for netop nu.

EU vedtog allerede for 1½ år siden det såkaldte ”Late payment-direktiv”, der netop sætter grænser for de lange betalingsfrister, og et udvalg under Justitsministeriet arbejder med en betænkning på området med en dansk model for implementering af EU-direktivet. Udvalgets arbejde ventes klar nu her efter sommerferien, så det kommende lovforslag kan fremlægges ved Folketingets åbning i oktober, og så loven kan træde i kraft ved årsskiftet.

I forhold til handel med det offentlige er der allerede sat en grænse på 30 dages betaling. Jeg så meget gerne, at man pålagde de samme betingelser for handel mellem virksomheder, så det var ens regler. Det vil give den største grad af beskyttelse for de mindre virksomheder, som typisk er dem, der bliver presset af de store.

Så Dybbøl Mølle maler, men den maler langsomt…

Kilde: DS Håndværk & Industri - http://www.ds-net.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084