CemeCon har i dag en af nøglerollerne i Højteknologifond (HTF) projektet NanoPlast, hvor der udvikles tredimensionelle værktøjsoverflader, der er strukturerede på nanometer-niveau. Det er ønsket at udvikle sprøjtestøbeværktøjer, som direkte kan overføre nano-topografier til plastprodukterne, hvormed helt unikke produktegenskaber mht. farvning, mærkning, slipegenskaber mm. kan opnås.
HTF-projektet er et tæt udviklingssamarbejde mellem 4 videncentre og 8 virksomheder. I projektet er bl.a. CemeCons avancerede PVD teknologi et vigtigt element i fremstillingen af de slidstærke nanotopografier på værktøjsoverfladerne. En helt ny generation af overflade-og værktøjsteknologi ventes at stå for døren, og der er i projektet allerede med succes udviklet de første grundlæggende prototypeoverflader.
-Der er vel at mærke tale om nano-teknologi, hvor værktøjsoverflader nanostruktureres uden brug af potentielt kritiske nano-partikler og materialer og resultaterne og teknologisamarbejdet har vist sig så frugtbart og lovende, at EU nu har bevilliget et internationalt udviklingsprojekt inden for området , oplyser Niels Mikkelsen, Udviklingschef , PhD. fra CemeCon Scandinavia. Han fortsætter:
- Vi er stolte af at få en teknologisk nøgleposition i dette EU samarbejde, der omfatter de førende europæiske videncentrer og virksomheder inden for området. Han fremhæver desuden:
- CemeCons udviklingsarbejde på denne teknologifront har allerede haft teknologisk ”spin-off” på produktsiden og har styrket vores belægningsprodukter bl.a. inden for slidstærke ”slip-let” overflader til spøjtestøbeindustrien. Vores ”CCMold CrN + TopFinish” behandling, der er en ekstrem glat og tæt slip-let belægning, er således blevet en stor international succes, hvor kunderne opnår bedre afformning og reducerede cyklus tider.