23948sdkhjf

Eksplosiv vækst: Nordjysk robotvirksomhed har firedoblet medarbejderstaben på ét år

Hos LT Automation er der masser af projekter i pipelinen. Derfor er Aalborg-virksomheden i kraftig vækst.

- Vi er gået fra seks mand til 25 på mindre end et år. Så vi har ansat lige godt 20 personer, så det har været et fuldstændigt vanvittigt år. Heldigvis bor vi tæt på Aalborg Universitet, så vi har hele tiden to i praktik eller en projektgruppe til at skrive opgaver for os. Det gør, at vi hele tiden kan se, hvem der er dygtige, og vi har faktisk lige ansat to, der har skrevet projekt om os, fortæller direktør og indehaver Lasse Thomsen.

Han har yderligere tre medarbejdere på vej efter sommerferien. Af samme grund, og fordi der er masser af store projekter, har LT Automation udvidet med yderligere en montagehal og flere kontorpladser.

Kamp om arbejdskraften

Lasse Thomsen medgiver dog, at det er kompliceret at skaffe medarbejdere i en robotindustri, der boomer i Danmark i disse år.

- Det er en helt vanvittig udfordring. For eksempel har vi lige haft lavet en aftale med to, og det endte med, at ugen inden de skulle starte, blev de tilbudt mere i løn, der hvor de var. Det viser noget om, hvor svært det er, lyder det fra Lasse Thomsen.

Og der er god brug for de ekstra medarbejdere. I LT Automations haller i det østlige Aalborg er der nemlig adskillige projekter i gang, og nye kommer til i en lind strøm.

- Det er eksploderet det seneste halve år, og vi har faktisk tre møder hver dag med kunder. Ni ud af ti siger, at de har gået og overvejet i mange år, og nu har de nogle udfordringer, og så tager de fat i os, lyder det fra Lasse Thomsen.

De simple opgaver automatiseres

Selv om LT Automation mest er kendt for de store og komplekse anlæg, er det ikke dem, der fylder mest i forespørgslerne lige nu.

- Det er meget de opgaver, hvor man tænker, at det er helt vanvittigt, at vi stadig gør det i Danmark. Ni ud af ti er sådan nogle simple opgaver. Det er dem, vi oplever nu. Og det er også de store virksomheder, hvor man tænker, at det er helt ufatteligt, at de ikke har automatiseret det noget før, forklarer Lasse Thomsen, der fortsætter:

- For eksempel var vi ved et af Danmarks største mejerier sidste mandag. Da vi kom derned, startede de med at lægge et papir med 14 opgaver, som de selv havde set. Altså simple opgaver. Så gik vi en tur og fandt seks opgaver mere. Ud af de 20 prioriterede vi de to, som var helt oplagte. De havde faktisk en robot selv, som de aldrig havde fået indkørt, så det handler også om at komme i gang og få et overblik. For hvis man hele tiden har 20 opgaver, så bliver det uoverskueligt.

Mangel på medarbejdere giver lyst til at automatisere

Lasse Thomsen forklarer, at det blandt andet er det stigende udbud af kollaborative robotter, der har betydet, at lysten til at automatisere er stigende.

- Det, vi typisk oplever, er noget med at flytte tungt fra A til B. Tungt og ensidigt gentagende arbejde og typisk omkring de 10 kg. Hidtil har man har haft en person, der måske står og lægger et emne ind i en maskine. Det, der er sket, er, at man ikke kan finde nogen medarbejdere, der gider det. I stedet får man en vikar til 350 kroner i timen, og det bliver dyrt. Så går de ud og kigger på en lille, simpel robot, der står og laver noget fra A til B, der måske koster en halv million, og der skal man ikke have en vikar i mange dage, før den er tjent hjem, forklarer Lasse Thomsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078