23948sdkhjf

Vattenfall installerer ny type genanvendelige vinger i havmøllepark

Sidste år satte Vattenfall sig som mål at genanvende alle vindmøllevinger inden 2030. Der er igangsat flere initiativer for at nå målet. Nu har Vattenfall besluttet at introducere en ny vingetype fra Siemens Gamesa, nemlig de såkaldte RecycableBlades, på vindmøllerne i Hollandse Kust Zuid.

- Vindindustrien bliver ved med at vokse, og det samme gælder antallet af vinger, der på et tidspunkt vil nå udløbet af deres levetid. Vattenfall er stærkt engageret i at fremme en cirkulær økonomi og reducere miljøpåvirkningen i hele produktets livscyklus. Brug af genanvendelige vindmøllevinger er et logisk næste skridt frem mod at nå disse ambitioner, siger Eva Philipp, head of environment & sustainability unit i Vattenfall.

En ny type resin

Selvom de fleste dele af en vindmølle kan genbruges efter udløbet af deres levetid, har vingerne hidtil været en udfordring. Problemet ligger i resinen, der bruges til vingekonstruktionen, kombineret med glas- og kulfiber. Det kræver typisk høje temperaturer, højt tryk, specielle processer eller en kombination af alle tre dele for at opløse resinen. Det øger energiforbruget og dermed omkostningerne, og det reducerer også materialeegenskaberne i vingen, fordi de forringes på grund af eksponeringen for de ekstreme opløsningsforhold.

I Siemens Gamesas RecyclableBlades bliver der brugt en resintype, der opløses i en mildt syreholdig opløsning ved lav temperatur. Denne proces adskiller resinen fra de andre komponenter i vingen – glasfiber, kulfiber, plast, træ og metal – uden at påvirke deres egenskaber nævneværdigt. Det gør det muligt senere at genanvende komponenterne til nye produkter, skriver Vattenfall på sin hjemmeside. 

Anvendes i flere vindmølleparker

Siemens Gamesas RecycableBlades blev lanceret i 2021, men tilgængeligheden er stadig begrænset. Hollandse Kust Zuid bliver det første Vattenfall-projekt, hvor vingerne vil blive anvendt på nogle af de 140 vindmøller i vindmølleparken.

Derudover har Vattenfall også sikret sig vinger af denne type til det næste projekt, Hollandse Kust West. Hvis Vattenfall får tildelt projektet, vil flere vindmøller kunne blive udstyret med Siemens Gamesas RecyclableBlades.

Fakta om Hollandse Kust Zuid

  • Ejet i fællesskab af Vattenfall, BASF og Allianz.
  • Samlet kapacitet 1.500 MW.
  • Vindmølleparken består af 140 vindmøller på 11 MW, og det er de største, der nogensinde er installeret i stor skala.
  • Rotordiameter: 200 meter.
  • Verdens første havmøllepark, der bygges uden statsstøtte.
  • Idriftsættes i 2023.

Kilde: Vattenfall

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14