- Det er et scoop for vores by og landsdel at få værtskabet for DM i Skills, da det giver os en unik mulighed for at synliggøre de nordjyske erhvervsuddannelser som gode uddannelsesveje for de unge.
Det siger Henning G. Jensen, borgmester i Aalborg Kommune, som reaktion på, at DM i Skills 2014 bliver afholdt i kultur- og idrætscentret Gigantium fra den 23.-25. januar 2014.
Aalborg Kommune samarbejder blandt andet med Tech College Aalborg, Aalborg Kongres & Kultur Center, SkillsDenmark og andre erhvervsuddannelser omkring afholdelsen.
DM i Skills blev afholdt første gang i januar 2011. Her deltog knapt 200 unge fra 36 forskellige fag og 14.500 besøgende. I 2012 gentog man succesen, der blev et tilløbsstykke med hele 20.800 besøgende i Odense Congress Center.