23948sdkhjf

Efter rekordregnskab: Vi er ikke heldige, men vi har medvind i markedet

- Det er gået fantastisk godt sidste år. 

Så kort kan det siges. Og det gør Ken Thon, administrerende direktør hos varmepumpe-producenten DVI Energi i Sørup da også i første omgang. 

Men han kan også godt fylde lidt flere ord på. 

- I det seneste år har vi igen oplevet kraftig vækst. Vores strategi har været at fokusere på det danske marked, og det har salgsmæssigt givet pote. Antallet af solgte varmepumper i Danmark er igen steget betydeligt, den vækst har DVI Energi grebet. Det gælder både salg til private og virksomheder, siger han, og bemærker: 

- Vi føler os ikke heldige, men vi har medvind i markedet med de stigende gaspriser og den politiske opbakning til varmepumper. 

I 2021 øgede DVI Energi sin omsætning med mere end 60 procent og landede samtidig et overskud på 8 millioner kroner. Overskuddet er næsten syv gange højere i forhold til året før, og det er i runde tal 20 millioner kroner bedre end resultatet i 2017. 

Stumper er der nok af

2021 har til trods for den positive vækst været et turbulent år, hvor DVI Energi har været udfordret af materialemangel. 

- Selvom vi har haft en kraftig vækst, har vores leverandører i det store hele leveret til tiden. Vores varelager er ekstraordinært stort, da vi reelt køber alle de materialer ind, som vi kan skaffe, siger Ken Thon. 

Forklaringen på, at DVI Energi lige netop har haft held med vareleverancerne i en tid, hvor stumperne til en varmepumpe er en mangelvare, skyldes i Ken Thons optik, loyalitet. 

- Vi har været loyale over for vores leverandører og ikke shoppet rundt mellem dem. Det er stort set de samme leverandører, som da vi startede. På den måde har vi også deres loyalitet, siger han, og tilføjer: 

- Det har den positive effekt, at vi fortsat kan levere varmepumper i et marked, hvor efterspørgslen er stor.

Velnæret virksomhed

Det bugnende varelager vidner om, at DVI Energi er en velnæret virksomhed. Selskabet har ikke altid været så godt polstret. Den virksomhed, som Ken Thon overtog i 2018, havde i hvert tilfælde ikke haft råd til hverken at bygge varelager op eller reducere gælden. 

Begge dele Ken Thon er lykkedes med i 2021. Samtidig har selskabet meldt sig ind i kampen om markedsandelene. 

- Vi tager markedsandele, er med i markedet og har fundet vores plads, siger han uden at sætte tal på, hvor mange varmepumper, der skal sælges, før man med rette kan sige, at man tager markedsandele. 

Vækst og udvikling

At det er gået så godt i 2021 betyder også, at medarbejderne hos DVI Energi har løbet ekstraordinært stærkt i det forløbne år. Det får ikke en ende nu, vurderer Ken Thon, der i øjeblikket er i gang med at ansætte yderligere medarbejdere. 

- For at vi løbende kan konsolidere forretningen og holde væksten, skal vi udvikle nye produkter. Det kan vi nu med en stabil drift, siger han, og tilføjer: 

- Og jeg forventer et væsentligt bedre resultat i 22. Vi er langt foran budgettet allerede. 

DVI Energi A/S
mio. kr. 2021 2020
Bruttoresultat 21,7 14,5
Resultat af primær drift 7,5 1,6
Resultat før skat 7 1
Årets resultat 8,2 1,5
Egenkapital 7,3 - 0,8
Antal ansatte 23 21
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2021

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079