23948sdkhjf

Årets lærlingepris uddelt

På DS Håndværk & Industris generalforsamling i weekenden modtog industritekniker Jeppe Fjord Rindom, som er udlært hos K.P. Komponenter i Spjald, årets lærlingepris.
Det lå ikke just i kortene, at Jeppe skulle være industritekniker. Efter et praktikophold i 8. klasse var Jeppe helt overbevist om, at han aldrig skulle arbejde på fabrik. Da Jeppe havde afsluttet 9. klasse, begyndte han på htx. Men her meldte skoletrætheden sig. Jeppe kendte en, der arbejdede hos K.P. Komponenter, og han havde kun rosende ord om arbejdet og om virksomheden. Jeppe fik arbejde som arbejdsdreng, og efter et halvt år kom han i lære – og fandt ud af, at det der med at arbejde på fabrik bestemt ikke var så tosset alligevel.

Jeppe har ikke alene været utrolig dygtig til sit arbejde, han har også bidraget til det sociale liv hos K.P. Komponenter. Hans mester fremhæver, at Jeppe er idémand bag en intern fodboldturnering, hvor de forskellige personalegrupper dyster om at blive K.P.-mester. Lærlingene med Jeppe på holdet udnyttede selvfølgelig chancen for at sætte alle til vægs og vandt turneringen.

- Man kan ikke undgå at blive begejstret over vores lærlinge. De er dygtige, flittige og engagerede. Virksomhederne ved, at de skal satse på de unge, for det er jo dem, der skal bringe dansk erhvervsliv videre ind i fremtiden, siger formand Jim Stjerne Hansen fra DS Håndværk & Industri.

Også Herningsholm Erhvervsskole har kun ros til overs for Jeppe Fjord Rindom, der både har været fagligt dygtig og vist overskud til at samarbejde og lære fra sig. Og rosen er i øvrigt gensidig – på K.P. Komponenter fremhæver de det tætte samarbejde mellem virksomheden og skolen, som er god til favne alle eleverne, og give dem de optimale rammer for at udvikle sig.

Jeppe er efter endt læretid begyndt på uddannelsen til produktionsteknolog på Erhvervsakademi MidtVest i Herning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093