23948sdkhjf

Ny dansk teknologi får opmærksomhed fra hele verden

I begyndelsen af januar meldte Aarhus Universitet og en række samarbejdspartnere ud, at man har udviklet en ny type kamerateknologi, der kan skelne imellem 12 forskellige plasttyper. 

Siden har lektor på Institut for Bio- og Kemiteknologi og leder af projektet, Mogens Hinge, haft mail- og telefonstorm fra forskere, genanvendere, plastproducenter og maskinbyggere fra hele verden, der vil vide mere om teknologien.

- Vi har fået op mod ti henvendelser dagligt fra både aktører i Danmark, men også fra alle dele af verden. Det har simpelthen været helt vildt. Først og fremmest går henvendelserne på, om teknologien kan købes. Dernæst hvad der ligger bag teknologien. Men det er klart, at der er nogle kort, vi må holde tæt til kroppen, lyder det på ægte jysk, lun facon fra Mogens Hinge på en telefon fra Århus til Metal Supplys søstermedie PlastForum.

Arbejder på setup i fuld skala

Siden PlastForum.dk bragte historien i begyndelsen af januar har redaktionen fået flere henvendelser. Blandt andet bliver der spurgt til, hvor mange tons plast, systemet kan håndtere i timen.

Hertil siger Mogens Hinge:

- Det kan vi ikke nøjagtigt sige endnu. Det vil vi først kunne komme med et bud på, når vi har driftet systemet i fuld skala, hvilket er det, vi arbejder på lige nu.

Der findes en del sorteringsteknologier på markedet, og en læser mener blandt andet at vide, at der har eksisteret lignende teknologier på det tyske marked siden starten af 00’erne?

- Det er meget vanskeligt at kommentere på. Jeg kan kun sige, at vi har afsøgt markedet grundigt - og også set på de tyske teknologier, som bliver omtalt - og vi har ikke set sorteringsteknologier, der kan sammenlignes med den teknologi, vi har udviklet, siger Mogens Hinge.

System skal køre indenfor få måneder

Plastix og Dansk Affaldsminimering har været en aktiv del af projektet, og det er på disse to virksomheders lokationer, at man skal have systemet kørende i fuld skala indenfor ganske få måneder.

- Vi forventer, at vi drifter før sommerferien, siger Hans Axel Kristensen, adm. direktør, Plastix.

Den nye kamerateknologi kan se forskel på 12 forskellige plastiktyper (PE, PP, PET, PS, PVC, PVDF, POM, PEEK, ABS, PMMA, PC og PA12). Disse udgør tilsammen langt størstedelen af de plasttyper, som anvendes i dag.

Teknologien gør det muligt at sortere plast ud fra en renere kemisk sammensætning, end det er muligt i dag, siger samarbejdspartnerne.

Projektet begyndte omkring årsskiftet 2020/2021, og teknologien er afprøvet i pilotskala.

- For at plast kan genanvendes i den konventionelle industri, skal dens renhed op på mindst 96 procent efter polymertype. Ved hjælp af den nye teknologi er vi derfor nu et stort skridt på vejen, siger lektor Mogens Hinge.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063