23948sdkhjf

Reservedelsfabrik investerer: Fleksibilitet kræver nye maskiner

Den nordjyske underleverandør til metalindustrien RDF Reservedelsfabrikken har været igennem en rivende udvikling med massive investeringer i maskiner.

Det sker for at kunne følge med kundernes efterspørgsel, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. Her fremgår det ligeledes, at RDF Reservedelsfabrikken, som i dag råder over 6.400 kvadratmeter lager og produktionshal, løbende har valgt at investere i Trumpf maskiner fra leverandøren AVN Pladeteknik i Brøndby.

Sidste nye maskininvestering fra Trumpf er en kantpresse TruBend 7050, som allerede er blevet installeret.

Det er den tredje Trumpf kantpresse hos RDF Reservedelsfabrikken og den femte Trumpf-maskine, som virksomheden har købt siden 2018. Det er dermed den sjette Trumpf-maskine på matriklen, så maskinparken nu tæller; TruBend 7036, TruBend 7050, TruBend 5130, TruMatic 6000 samt TruMatic 7000 og TruLaser 3030, hvor de to sidstnævnte er koblet op på et TruStore 3030 lagertårn.

En nødvendig investering

For produktionschef hos RDF Reservedelsfabrikken, Morten Overby, har det været nødvendigt kontinuerligt at opgradere maskinparken med nye maskiner.

- Kundernes behov og ønsker ændrer sig hele tiden. Det stiller krav til, at vi er fleksible som underleverandør til metalindustrien, siger han.

Der er også sket en ændring i den måde, opgaverne udføres på. Tidligere leverede fabrikken efter eget udsagn "bare" det, kunderne tegnede.

- I dag rådgiver vi i langt højere grad kunderne og indgår i et tæt samarbejde om deres ide og efterfølgende udførelse. Desuden gør udviklingen og teknologien hele tiden maskinerne mere produktive og mere avancerede, så vi netop kan tilbyde kunderne de løsninger, som de ønsker og efterspørger, siger Morten Overby.

Kendt for sin hurtighed

Han peger på, at udviklingen i samspillet med kunderne er en af årsagerne til, at RDF Reservedelsfabrikken har valgt at udskifte en kantpresse af andet fabrikat til netop Trumpfs TruBend 7050.

Kantpressen TruBend 7050 er kendt for sin hurtighed og har en pressekapacitet på 50 tons samt en arbejdslængde på 1.530 millimeter. En indbygningshøjde på 385 millimeter giver stor fleksibilitet i forhold til forskelligartede bukkeopgaver. Kantpressen er desuden udstyret med seks-akset bagstop i kulfiber.

- Vores maskinoperatører har fuld adgang til grafisk simulering af hele bukkeprocessen, og dermed opnås en mere strømlinet og effektiv arbejdsgang. Kantpressen er udstyret med Touchpoint styring med Multi-touch teknologi i en 21,5 tommer Touch Screen, hvilket gør den ekstrem intuitiv og nem at betjene. Programmering af maskinen understøttes desuden af TecZone Bend, som er lynhurtig off-line programmering af Trumpfs kantpressere, siger Morten Overby.

Artiklen er en del af temaet Maskinfokus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109