23948sdkhjf

Ny flydedok en klar gevinst for Orskov Yard - omsætning stiger med 155 millioner

Miljøforbedringer og en helt ny flydedok har skæppet godt i kassen for Orskov Yard i Frederikshavn

Der er fremgang over hele linjen for Orskov Yard i Frederikshavn, viser selskabets årsregnskab. Omsætningen i 2020/2021 udgør 680 millioner kroner mod 525 millioner kroner sidste år, mens årets resultat efter skat udgør godt 36 millioner kroner, hvilket selskabet anser for meget tilfredsstillende.

Årsagen til fremgangen skal blandt andet ses i lyset af Orskovs investering i en ny, 180 meter lang flydedok. Ifølge administrerende direktør i Orskov, Lars Fischer, har flydedokken været fuldt beskæftiget med få dages undtagelser, lige siden den blev sat i drift, hvilket har bidraget betydeligt til omsætningsstigningen. 

Orskov har også i sommeren 2021 taget et nyt land- og kajanlæg i brug, hvilket også har bidraget positivt til omsætningen.

- Det flotte regnskab er langt hen ad vejen et resultat af høj belastning af vores produktionsapparat i store dele af regnskabsåret samt en vellykket idriftsættelse af vores nye flydedok, siger Lars Fischer til Metal Supplys søstermedie Søfart.

Der har også været travlt i værftets øvrige tre dokke med blandt andet omfattende vedligeholdelses- og ombygningsopgaver på store, nordatlantiske fabrikstrawlere, danske inspektions- og forsvarsskibe samt udenlandske forskningsskibe.

Krav fra FN’s maritime organisation IMO om installation af ballastvandsrensesystemer (BWT) har skabt ekstra arbejde for værftet, når skibene har været på værft. Værftet har nu installeret mere end 40 BWT-systemer på blandt andet tankskibe, offshore skibe og færger og forventer, at dette vil fortsætte de kommende år.

I det hele taget har krav til løsninger bidraget betydeligt til det gode resultat. Her har det især været ultra, højtryks vandblæsning af skibsskrog med efterfølgende påføring af silikonemalinger på undervandsskrog for reduktion af brændstofforbrug, brug af værftets mobile og stationære landstrømsanlæg, vedligehold og mobilisering af skibe mod offshore vindmølleservicesektoren samt energioptimering af eksisterende skibssystemer, der har bidraget til det gode resultat.

Men det er langt fra slut med at drage nytte af nye investeringer for Orskov. I øjeblikket er værftet i gang med færdiggøre området omkring flydedokken, hvor der skal bygges et nyt rør- og maskinværksted på 1.600 kvadratmeter, som tages i brug i slutningen af næste måned. De nye faciliteter giver værftet mulighed for eftersyn af store propellersystemer, thrustere, ror og spil samt fremstilling af rørsystemer.

Firmanavn
mio. kr. 2020/21 2019/20
Nettoomsætning 680,3 524,7
Driftsresultat 47,8 33,0
Resultat før skat 46,9 32,0
Årets resultat 36,4 24,8
Balancesum 207,8 196,4
Egenkapital 51,4 39,8
Antal ansatte 221 209
Regnskabsåret blev afsluttet den 30. september 2021
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141