23948sdkhjf

Værftsejer kåret til Årets Ejerleder: Christina er en ildsjæl

Christina Ørskov fra Orskov Yard vinder prisen som Årets Ejerleder 2021 i Nordjylland. Prisen uddeles af PWC, Nykredit ErhvervsBank, Dansk Erhverv og Finans.

Christina Ørskov er tredje generation af Ørskov-familien, som fører Orskov Yard videre og skriver yderligere på virksomhedens 63 år lange historie.

Hun vinder prisen som Årets Ejerleder 2021 i Nordjylland for at være en ejerleder, der har sammensat det rigtige team og vist viljen til at drive væksten i Orskov Yard. Samtidig tager Christina Ørskov et globalt og lokalt samfunds- og klimamæssigt ansvar med bæredygtige investeringer og lokale projekter.

- Christina er en ildsjæl, der flot og beslutsomt fører familievirksomheden videre. Hun er en naturlig leder og er ikke bange for at konkurrere med de helt store konkurrenter i branchen. Christina har en særlig drivkraft og et fantastisk engagement i alt, hvad hun beskæftiger sig med, både i virksomheden, i branchen, i byen og i Nordjylland. Drivkraft, mod og handlekraft indrammer Christina som ejerleder, siger Torben Toft Kristensen, partner i PWC i Aalborg i en pressemeddelelse, og tilføjer:

- Erhvervslivet i Nordjylland har stor betydning for Christina, og hun lever fuldt ud op til det ansvar, som man kan håbe, at en ejerleder tager som en af regionens største virksomheder. Hun blev også udvalgt som en af ni repræsentanter, der skal genstarte Nordjylland efter Covid-19 og skabe vækst og arbejdspladser. Hun gør en forskel for Orskov Yard, men i den grad også for hele regionen.

Vokseværk og investeringer

Orskov Yard er de seneste år vokset og har investeret store summer i nye dokninganlæg for at kunne tage endnu større skibe. I samarbejde med Frederikshavn Kommune udvikler Orskov Yard en grøn dokning både for at differentiere sig fra konkurrenterne, men også fordi bæredygtighed er en prioritering for ejerlederen.

- Christina Ørskov er en proaktiv ejerleder, der går forrest, og hun er ikke bange for sætte ambitiøse mål. Hun ønsker at ændre branchens aftryk på klimaet og har udført en række tiltag for at forbedre deres klimaaftryk, for eksempel at have installeret landstrømanlæg, så skibenes egne generatorer ikke er tændt og forurener, fortæller Christian Vejling, viceregionsdirektør i Nykredit.

Hos Dansk Erhverv er man heller ikke i tvivl om, at Christina Ørskov er den rette vinder af Årets Ejerleder 2021 i Nordjylland:

- Der hviler altid et form for pres, når man som datter eller søn vælger at drive en stor familievirksomhed videre, men Christina Ørskov har uden videre gjort det fantastisk. Hendes beslutsomhed og skarpe forretningsforståelse har bidraget til, at Orskov Yard har vækstet yderligere. Hun er en ejerleder, der giver tilbage til sit lokalsamfund, og som ikke er bange for at tage det lange seje træk for at lykkes, siger Betina Hagerup, direktør for markeder i Dansk Erhverv.

Udover Orskov Yard var Marck André Højbjerg Matthiasen fra Dantoy og Anemette og Danni Bühlmann fra Familien Bühlmann nomineret til prisen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094