23948sdkhjf

Nyt om navne: Mouritsen henter teknisk direktør hos Mærsk

Mouritsen A/S, der er leverandører af løsninger og knowhow inden for overfladebehandling, offshore og energi samt væskehåndtering, styrker sin tekniske organisation med ansættelsen af Lars Lübker som ny teknisk direktør (CTO).

Lars Lübker, 44 år, kommer med mange års international erfaring inden for blandt andet overfladebehandling og produktionsudstyr - senest via en stilling som udviklingschef hos Maersk Container Industry.

- Det er langt fra alle virksomheder af vores størrelse, der har en teknisk direktør. Men ansættelsen af Lars udspringer af, at vi er ambitiøse på Mouritsens vegne, og at vi ved, i hvilken retning vi gerne vil gå. Og der har vi brug for den knowhow, som en branchespecialist som Lars kommer med, siger Claus Andersen, administrerende direktør i Mouritsen.

Kravene fra kunderne stiger

Hos Mouritsen – der er en fusion mellem de to Vejle-virksomheder Airtech og Pieter Mouritsen - kommer Lars Lübker til at stå i spidsen for et teknologiteam, der skal supplere og understøtte Mouritsens kommercielle afdeling. Blandt andet via skræddersyede løsninger til virksomhedens kunder.

- Vi oplever, at kravene fra vores kunder bliver højere og højere. Både når det gælder kvalitet, bæredygtighed, automatisering og graden af digitalisering. Og uanset om vi leverer udstyr til førende vindmølleproducenter, maskinbyggere, store energiselskaber eller industrivirksomheder, er det bare vigtigere og vigtigere, at vi kan levere på de dimensioner, siger Claus Andersen.

Ambition om kraftig vækst

Mouritsen har hovedkvarter i Vejle og har specialiseret sig inden for tre forretningsben: Overfladebehandlingsanlæg, væskehåndtering og udstyr til offshoreindustrien. Ydelserne omfatter alt fra reservedele over kundetilpassede maskinløsninger til service og vedligehold.

Virksomheden er inde i en positiv udvikling med spændende projekter i både Danmark og i udlandet, og for at understøtte den fortsatte vækst, er der netop brug for dygtige specialister som Lars Lübker, fortæller Claus Andersen.

- Vi har en ambition om at vækste kraftigt de kommende år. Og det skal vi blandt andet gøre ved i endnu højere grad at være i stand til at levere det, som kunderne har brug for - herunder på parametre som bæredygtighed, endnu højere kvalitet og service. Vi vil gerne være dem, der driver udviklingen på markedet, og derfor skal vi have endnu mere fokus på vores tekniske kompetencer, siger han.

Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109