23948sdkhjf

Lærlingemangel: Direktør inviterer studievejledere på besøg i værkstedet

Siden Unimec så dagens lys i 2007, har den 22 mand store ingeniørvirksomhed, der er specialiseret i at lave højteknologiske specialmaskiner, kun haft tre lærlinge igennem maskineriet.

Derfor tager direktør Lasse Taulborg Madsen nu alternative metoder i brug for at bekæmpe lærlingemanglen.

– Det er enormt svært at finde lærlinge i dag. Alle vil på gymnasiet – eller bliver overbevist af skolevejledningen om, at det er den rette vej. Det har været sådan i mange år, og nu giver det sig til kende i manglen af dygtige fagfolk ude på arbejdsmarkedet. Derfor vælger vi at invitere studievejledere fra skoler i lokalområdet ud til os, så de kan se, hvordan livet som lærling er og få afkræftet nogle fordomme, siger Lasse Taulborg Madsen, og uddyber:

– Der er ingen tvivl om, at vi ikke ligefrem er imponerede over skolernes evne til at inspirere de unge til at søge ind i vores branche. Men i stedet for at slutte os til hylekoret af klagehoveder, har vi valgt at invitere 30 skolers studievejledere på besøg, så de kan lære om det at blive industritekniker og automatiktekniker.

Alle vil på gymnasiet

I industriteknikerfaget er der så stor mangel på lærlinge, at en række virksomhedsejere fra metalindustrien har kastet deres energi over projektet Industritekniker.nu.

– Vi er en relativt ukendt uddannelsesretning, så vi har brug for markedsføring. Og grundet corona kunne vi ikke komme ud på uddannelsesmesserne. Vi havde vendt kurven mellem 2015 og 2019, hvor vi havde fremgang i antallet af lærlinge, men så kom corona, og som mange andre blev vi hårdt ramt. Fra et niveau på cirka 475 lærlinge faldt vi med 30-35 procent på et enkelt år, fortæller Henning Dam, der er daglig leder ved Industritekniker.nu, der arbejder målrettet på at tiltrække flere kvalificerede lærlinge til metalindustrien blandt andet gennem uddannelsesmesser.

I dag er der 120 medlemsvirksomheder fra industrien tilknyttet Industritekniker.nu, der alle mangler lærlinge.

Lærling ved et tilfælde

En af dem, der har valgt industriteknikervejen, er Mikkel Hvid fra Langå. Som så mange andre unge mennesker, vidste 23-årige Mikkel Hvid ikke, hvad han skulle, efter studenterhuen havde fundet plads på hans hoved. Han tog derfor sin knallert ned på den lokale virksomhed, Unimec, og søgte job som arbejdsdreng, så han kunne få ro på sit sabbatår til at lave en plan for fremtiden. Fritidsjobbet blev skiftet ud med en læreplads.

– På min folkeskole var det tabubelagt at blive håndværker. Det var kun for de dumme. Men det passer jo ikke. Jeg har gået i gymnasiet, men jeg ville ikke på universitetet. Håndværkerretningen gav mening for mig, fordi det giver gode og sikre jobmuligheder bagefter. Og så synes jeg, at det er virkelig fedt, at der er så meget praktisk arbejde – både på lærepladsen og skolebænken, når man er lærling, siger Mikkel Hvid.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094