23948sdkhjf

Sommerferien i fare: Bagger-Nielsen udvider grundet øget efterspørgsel

Smilet er til at få øje på hos Rikke Bagger-Nielsen Houmann, der er direktør for agenturvirksomheden Bagger-Nielsen ApS i nordsjællandske Ølstykke.

For midt i travlheden op mod sommerferien er hun nødt til at ansætte flere hænder for at kunne følge med.

- Vi har i første halvår oplevet en stigning i ordretilgangen på 30 procent, så vi har behov for endnu en medarbejder til at aflaste vores salgsteam, fortæller Rikke Bagger-Nielsen Houmann.

Det er især salget af energikæder, der har skabt travlhed. Men også introduktionen af et helt nyt kabelgennemføringsprogram har vist sig at være en succes for virksomheden.

- Vi har været godt hjulpet på vej af coronakrisen, som generelt har skabt et øget fokus på automation og robotter. Men vi har også fundet huller i markedet, som vi har kunnet dække med både eksisterende og nye produktgrupper, fortæller Rikke Bagger-Nielsen Houmann.

Ferien er i fare

Virksomheden har traditionelt haft lukket omkring industriferien men i år overvejer man at køre med et nødberedskab for at sikre, at kunderne får varerne ud.

Det skyldes blandt andet også den globale råvareefterspørgsel, som har givet længere leverings- og fragttider hele verden over.

- Vi er dagligt i kontakt med vores leverandører og samarbejdspartnere i forhold til leveringen, og vi er fortsat optimistiske. Men jeg har personligt ikke selv besluttet mig for, hvad der skal ske i ferien, for det kunne godt se ud som om, at jeg må trække i arbejdstøjet for at sikre leveringerne, siger Rikke Bagger-Nielsen Houmann.

Mander op efter sommerferien

Det er derfor heller ikke uden grund, at virksomheden nu må gå på udkig efter endnu flere hænder til teamet. For den øgede efterspørgsel har sat sit præg i salgsteamet, og man udvider derfor den nuværende stab på syv mand med en intern teknisk sælger.

- Vi er simpelthen nødt til at have nogle flere ressourcer i ordremodtagelsen for at fastholde den gode kundeservice. For den nuværende situation med råvaremangel og ekstra leveringstider gør, at vi dagligt må lægge ekstra mange kræfter i opfølgning på alle ordrer for at sikre, at de kommer frem, siger Rikke Bagger-Nielsen Houmann.

Indstillet til innovativ erhvervspris

Midt i travlheden har der også skullet findes tid til at deltage i prisoverrækkelser, da virksomheden var blevet nomineret til Egedal Erhvervspris i kategorien ”Nyskabende tiltag under Covid-19”.

Her var lød begrundelsen blandt andet, at man hurtigt havde omstillet virksomheden fra de traditionelle fysiske møder til onlinemøder, som blev afviklet fra et nyoprettet studie på førstesalen i Ølstykke.

- Vi introducerede også en såkaldt mødekasse, som vi sendte ud til vores kunder forud for onlinemødet. Det gav dem nemlig mulighed for at have vores produkter i hånden fremfor blot at se dem på en skærm, fortæller Rikke Bagger-Nielsen Houmann.

Virksomheden måtte dog se sig slået af en anden lokal virksomhed, men det får ikke smilet til at stivne på direktøren:

- Vi kommer igen næste år!

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111