23948sdkhjf

Erhvervsprojekt har ført overflade-behandler til nyt niveau: Allerede de første måneder rykkede vi

Den vesthimmerlandske virksomhed J-Coating er kommet med på digitaliseringsbølgen takket været et stort projekt med flere eksperter inden for området og er mere end klar til fremtiden

For Peter Frederiksen, ejer og administrerende direktør af virksomheden J-Coating A/S i Aalestrup, er det kun gået en vej, siden han trådte ind i virksomheden, og det er frem.

I juli 2015 blev han ansat som direktør til den dengang syv måneder gamle virksomhed, der havde lidt svært ved at finde rodfæste i branchen. Virksomheden er et overfladebehandlingsfirma, som pulverlakerer forskellige stål- og aluminimumsemner.

Peter Frederiksen havde hverken kendskab til branchen eller været i en produktionsvirksomhed, der mindede om J-Coating, før han kom til virksomheden, som han i dag er ejer af. Først med et ejerskab på 30 procent, senere har han købt alle aktier og er eneejer.

- Det, jeg har styr på, er processer og økonomi og ikke pulverlakering, fortæller han.

I december 2017 blev han kontaktet af Dan Skovgaard, erhvervschef, Erhverv Væksthimmerland, der spurgte, om han kunne være interesseret i at deltage i projektet NordVest Smart Production (NVSP).

Det EU-finansierede projekt har til formål at introducere virksomheder til nye digitale teknologier gennem partnerskaber mellem virksomheder og vidensinstitutioner med målet om at udvikle innovative løsninger og produkter.

- Jeg synes, at det lød superspændende, at vi kunne komme til et nyt niveau, og allerede de første måneder rykkede vi, fortæller Peter Frederiksen begejstret, og tilføjer:

- Timingen var rigtig - det passede bare med, at jeg ville gøre virksomheden mere interessant for vores kunder og ikke mindst nye kunder, det jeg havde brug for, var, at de ville se det med deres øjne i min virksomhed, og projektpartnerne fra Fonden Autonomous og Universitetet har været gode til at screene, hvad der var værd at bruge tid på.

Ekspertviden rykker

Samarbejdet mellem projektpartnerne handler ifølge Peter Frederiksen i høj grad om tillid. Men han understreger, at det har været en nem opgave at lukke andre ind i sine virksomhed og komme med forslag til forbedringer indenfor digitalisering. Det er en generel tilgang, han har til tingene.

- Det er med at erkende, at ingen kan vide alt, men prøve at bruge energi på at finde de rette til at hjælpe, konkluderer han.

Det er netop noget af det, NVSP har kunnet tilbyde - en masse ekspertviden inden for digitalisering, som de små og mellemstore virksomheder har kunnet drage nytte af. Dermed er der skabt grobund for, at virksomheden er bedre rustet til fremtiden.

Peter Frederiksen lægger ikke skjul på, at projektdeltagelsen har skabt noget værdi i virksomheden. 

- Jeg er smigret over, at jeg fik mulighed for at være med, siger han.

Ingen virksomhed uden medarbejdere

For J-Coating har der kun været én vej de senere år - og det er frem.

- Da jeg startede den 1. juli 2015, var vi fire mand og kunne sidde om dette bord, siger Peter Frederiksen og henviser til bordet på hans kontor.

Nu er der 17 ansatte i virksomheden. Ifølge Peter Frederiksen har NVSP-projektet æren for, at der er blevet ansat tre til fire mere mand i virksomheden. Der er således blevet brugt en del tid på at finde nye medarbejdere.

- Jeg screener eventuelle nye medarbejdere for at se, hvor de passer i virksomheden. Det er vanvittig vigtigt, at de er placeret, hvor de skal være på arbejdspladsen, fastslår han.

En del af de medarbejdere, der er blevet ansat i virksomheden, har været kontanthjælpsmodtagere. Peter Frederiksen lægger nemlig vægt på, at socialt ansvar er vigtigt, og at man kan være placeret forkert i systemet. Det er en opgave, som han tager meget seriøst.

- Jeg bruger meget af mig selv, understreger han.

Det er dog ikke en indsats, som går ubemærket hen, og i 2018 blev han således kåret som ”Årets Mentor” i Vesthimmerlands Kommune.

Innovative løsninger

Der er ingen tvivl om, at de idéer og innovative løsninger, der er bragt på banen i NVSP-projektet, har sat ekstra skub i virksomheden, og Peter Frederiksen har forstået at handle på den sparring, han har fået fra blandt andet Fonden Autonomous og Aalborg Universitet, der er partnere i projektet.

- Jeg gør ikke kun det teoretiske - jeg investerede med det samme og fik benefits med det samme, siger Peter Frederiksen.

NVSP-projektet har betydet, at der er et nyt digitalt spor gennem hele virksomheden. Nogle af de løsninger, projektet har kastet af sig, og som er blevet implementeret i virksomheden, er digital kvalitetsstyring, udvikling af app til analyse og dokumentation, dataflow-analyse for transparens i produktionen, procesanalyse for papirløs fabrik og ikke mindst implementering af digitalt testlaboratorium.

Testlaboratoriet er noget, som har skabt rigtig høj værdi hos J-Coating, men det har ifølge Peter Frederiksen også krævet en del at nå hertil.

- Vi skulle have det certificeret, og det krævede helt vildt meget arbejde. Det har blandt andet ført til en kvalitetshåndbog i virksomheden. Dertil har vi fået meget hjælp af projektpartnerne, fortæller han.

J-Coating var desuden de første i Danmark til at erhverve sig Qualicoat-certifikatet - et certifikat, der betyder, at virksomheden må overfladebehandle aluminium til udendørsbrug. Samtidig kan kvaliteten af vedhæftningen af malingen dokumenteres overfor kunderne, idet der er helt specifikke krav til, hvordan virksomheden sikrer test af emner.

Ikke alt kan lade sig gøre

Projektet har ført mange flere idéer end de allerede nævnte med sig, og Peter Frederiksen har været meget åben over for at få dem afprøvet i virksomheden. Han peger dog på, at det ikke er alle løsninger, der vil blive implementeret hos J-Coating.

- Der er også økonomi i det. Vi var lige ved at starte en ny virksomhed, og det ville have skabt flere arbejdspladser, men det er ikke lige meget, om det er en investering til 300.000 eller 3 millioner, fastslår Peter Frederiksen.

Han understreger også, at det har krævet noget af dem som virksomhed at deltage i NVSP-projektet.

- Det er ikke omkostningsfrit det her, fastslår han.

Alligevel mener han, at både projektet og projektpartnerne fortjener, at man afsøger de muligheder, der giver sig.

- Vi får en masse eksperthjælp fra både Fonden Autonomous og Aalborg Universitet. Vi bliver aldrig efterladt alene - det er en on going case, siger Peter Frederiksen, og tilføjer:

- Men vi giver også noget tilbage i form af de timer, vi lægger i det.

Andre øjne på virksomheden kan også medføre, at man får set på arbejdsgangene eller indretningen med andre øjne - eksempelvis blev det ret hurtigt besluttet at nedbryde nogle vægge ude i produktionshallen, så kontoret blev en mere integreret del. En løsning der ikke kostede alverden.

- Jeg laver en lille hurtig screening på, om de idéer, der kommer, er gode, siger Peter Frederiksen, og fortsætter:

- Jeg hoppede også med på en idé med robotter, der flytter emner rundt. Det er bare ikke alt, som kan fungere her, da vi har så meget i gang omkring et anlæg. Her hjælper vi hinanden i stedet, og det er ikke alt, som kan erstattes af robotter.

Peter Frederiksen er dog enig med de andre projektpartnere i, at en robot der flytter varer eller emner, kan være en god løsning for nogle virksomheder, og at det kan give andre muligheder. Det kan måske endda være, at en robot kan være med til at åbne døre mellem to virksomheder.

En anden digitaliseringsløsning, vi kigger på i NVSP-projektet, er muligheden for papirløs produktion. Det betyder, at vi kan samle alle relevante data på for eksempel Ipad eller storskærm.

- Det er et eksempel, hvor det virkelig ville skabe værdi. Det er vildt spændende og vil udvikle virksomheden helt vildt, bemærker Peter Frederiksen, og indrømmer:

- Det ville vi aldrig være gået i gang med, hvis det ikke var for projektpartnerne.

Spændende hvad fremtiden byder

Peter Frederiksen har hele tiden værdigrundlaget for virksomheden i tankerne.

- Hvis jeg ikke kan fortælle, hvorfor vi skal være her, så er det et problem, fastslår han, og fortsætter:

- Når jeg spørger kunderne, hvad der er vigtigst for dem, svarer de leveringssikkerhed fremfor prisen.

Det Peter Frederiksen fremhæver, som det vigtigste for virksomheden er derfor, at de kan levere til tiden samt håndtere mange emner hurtigt og tage mange serier på kort tid.

- Setuppet er til det, og mandskabet er der også, lyder det fra virksomhedsejeren, som ser lyst på fremtiden.

Fra at virksomheden måtte kæmpe for at vise, at de var berettiget til en plads i branchen, ved i starten blandt andet at male gratis for nogle af de andre pulverlakeringsfirmaer for at få vished, om de kunne pulverlakere til nu, er der således sket meget.

- Seks år senere viser det, at der er basis for at have sådan en virksomhed, og fremtiden er meget positiv for vores område med pulverlakering for industrien, lyder det fra Peter Frederiksen, og tilføjer:

- Det er fantastisk at være placeret her lige nu.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.094